Plejehjemmet lukkede, men så trådte lokale kræfter til: 'Hvis ikke vi gør noget, dør byen'

- Vi har haft en historisk voldsom nedskæring i den offentlige service, siger ekspert.

- Det har betydet kolossalt meget. Det har både givet nye arbejdspladser og skabt noget liv.

Sådan lyder det fra Kjeld L. Andresen, der er formand for bestyrelsen for Stauning Friplejehjem og en af initiativtagerne til det private plejehjem.

Det er 10 år siden, at Ringkøbing-Skjern Kommune besluttede, at Stauning Plejehjem skulle lukke. Og da så det sort ud for byens fremtid, mener han.

- Hvis ikke, vi gør noget i sådan en by som vores, så dør den, siger han.

Derfor gik byens borgere sammen for at åbne Stauning Friplejehjem, som i dag er en stor succes.

Og det er ikke kun i Stauning, at indbyggerne har oplevet, at et vigtigt offentligt tilbud er forsvundet.

Antallet af beboere på private plejehjem i land- og yderkommunerne er i vækst. Her bor i dag seks gange så mange ældre i forhold til i 2009, og det er land- og yderkommunerne, der samlet set står for mere end halvdelen af alle private friplejehjemspladser.

Dertil kommer, at næsten hver femte skoleelev i dag går i en fri- eller privatskole, og stigningen i andelen af elever i private skoler sker især i land- og yderkommunerne.

Et smertepunkt for den offentlige velfærd

Begge dele er klare eksempler på en generel tendens, når det kommer til offentlige serviceydelser i Danmark.

For den offentlige velfærd har nået et smertepunkt ifølge Jørgen Goul Andersen, der er professor ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet.

Fra 1992-2010 gik det fremad for de offentlige serviceydelser, der i perioden voksede med 1,8 procent. Og det er rigtigt, rigtigt meget, ifølge professoren.

- Men fra 2010 og frem til nu har der været en vækst på 0,1 procent per indbygger. Selvom der er brugt flere penge, er der også kommet mange flere danskere, og det har man glemt i den offentlige debat, siger han.

Jørgen Goul Andersen mener, der har været for lidt fokus på, hvordan udviklingen egentlig har været.

- Vi har reelt haft en nedskæring i den offentlige service fra 2010, som altså har været historisk voldsom. Og hvis vi forlænger den, hvordan kommer samfundet så til at se ud? Der er jo ikke nogen, der siger, at det er forkert, men det er trods alt en anden udvikling, og det betyder, at vi ser en udbredt utilfredshed på ældreområdet, skolerne og daginstitutionerne, siger Jørgen Goul Andersen.

Og netop den utilfredshed fører til, at borgerne i højere grad vælger private tilbud på alle områderne.

- Så siger borgerne: Hvis jeg ikke får den service, jeg forventer, så vil jeg - uanset politisk overbevisning - se, hvad jeg kan gøre for mig selv. Og så taler vi ikke om, at det er de fem procent rigeste, der vil købe noget bedre til sig selv, men så er det måske de 20, 30 eller 40 procent af befolkningen, der vil overveje, om de kan få noget bedre ved selv at betale noget mere, siger han.

Et perspektiv, der vil bekymre mange

Særligt i land- og yderkommunerne rammer tendensen hårdt, hvis det betyder, at områdets forskellige tilbud lukker et efter et.

For hvis først skolen eller plejehjemmet lukker, giver det færre arbejdspladser, og når sygehusvæsnet og politiet også er centraliseret til de større byer, har det en kæmpe effekt i de mindre områder.

- Så mister man virkelig noget sammenhængskraft og noget udviklingsperspektiv, for der er ikke nogen, der vil flytte dertil, siger Jørgen Goul Andersen.

- Og alt det her har ikke haft ret meget politisk opmærksomhed, men det tror jeg, det får i de kommende år.

Hvad betyder det for velfærdsstaten?

- Det kan jo betyde en aflastning af de økonomiske udgifter, at flere vælger private tilbud. Men det kan også betyde, at folk er mere selvansvarlige for deres velfærd, og det er et brud med den velfærdsstat, vi har haft, fordi nogen melder sig delvist ud af det.

- Tidligere har man lagt vægt på, at børn fra alle samfundslag møder hinanden i daginstitutionen og skolerne. Men hvis en ret stor del af befolkningen overvejer at købe sig til noget, der er bedre, så tror jeg, det giver et perspektiv, som vil bekymre mange. Under alle omstændigheder er konsekvensen værd at debattere.

- Og så skal vi ikke glemme, at der er blevet tilført mange flere ressourcer til sundhedsvæsnet, og vi er blevet meget bedre til at behandle mange sygdomme. Men de penge bliver taget fra en pulje, der sammenlagt ikke vokser, og så bliver besparelserne så meget desto større. Kommunerne må så skære der, hvor de kan, og det rammer på både børn og ældre.

Er det et problem?

- Det er et problem, hvis man ønsker en jævn udvikling i hele landet. Jeg tror nok, at hovedparten vil mene, at man ikke ønsker, at landet skal vokse skævt, men der er også nogen, der vil sige, at sådan er det, og de store byer er meget mere spændende, og at man ikke nødvendigvis skal holde liv i de mindre byer og landdistrikterne.

Men hvad så med de milliarder, som Socialdemokratiet og Venstre har lovet til velfærd de kommende år. Hvad får det af betydning?

- Det letter presset lidt, men det virker ikke til, man er opmærksomme på den store fremgang i befolkningen. Det vil ikke løfte velfærdsniveauet, for det vil betyde en stigning på måske 0,2 procent per indbygger, og det er noget helt andet end de 1,8 procent, som væksten lå på tidligere. Kommunerne har de penge, de har. Og de kan så håbe på, at deres ramme bliver lidt større fremover.

I Stauning håber friplejehjemmets formand, at der på sigt vil komme flere penge til byen. Men han synes også, det er vigtigt, at der er frivillige, der vil løfte en del af arbejdet.

- Det var trist, da der var sorte vinduer i plejehjemmets bygning. Det kan vi ikke have herude. Derfor gik vi sammen om at starte friplejehjemmet, og nu har vi lige holdt 10 års jubilæum, og det er vi stolte af. Nu håber vi, at kommunen lægger mærke til os, så vi kan få lidt penge, siger Kjeld L. Andresen.

- Det er vigtigt, at kommunerne har de rigtige ressourcer til at fastholde daginstitutioner og skoletilbud samt andre servicefunktioner - også i yder- og landkommunerne, siger Steffen Damsgaard.

- I nogle områder ser vi oftere og oftere, at der både er et friplejehjem, en fribørnehave og en friskole. Det er der, hvor civilsamfundet tager initiativ og ansvar, og det er en styrke ved landsbyerne.

- Men det ændrer ikke på, at det stadig er vigtigt, at man sikrer, at der er nogle basistilbud. Hvis man vil opretholde og sikre, at der fortsat er en befolkning i landsbyerne, så skal man sørge for, at der er et plejehjem, en skole og en børnehave inden for rækkevidde.

- Man kan ikke forvente det samme niveau alle steder og i den enkelte landsby, men vi nået til en grænse, hvor der er behov for, at der skal investeres mere i servicefunktioner i landdistrikterne, hvis vi vil have et land i balance.

Sådan gjorde vi:

  • DR har fået hjælp af professor Jørgen Goul Andersen til at se på det offentlige forbrug. Danmarks Statistik opgør tallene i tabellen NAN1, og tallene er trukket, så de er renset for inflation (2010-priser).

  • DR har kigget på, hvad der er afsat til offentligt forbrug pr. indbygger. Kommer der flere indbyggere som f.eks. børn og ældre, er der også behov for flere penge, hvis servicen skal være den samme. Derfor er det vigtigt at se forbruget i forhold til antallet af indbyggere.

  • I gennemgangen af det offentlige forbrug under forskellige regeringer, har vi kigget på de finanslove, som den siddende regering har påvirket. For eksempel blev Lars Løkke Rasmussen statsminister i juni 2015 og har tidligst haft afgørende indflydelse på finansloven for 2016 og frem.

Facebook
Twitter