Politiformand om historisk indsats: Alle andre typer opgaver kan blive nedprioriteret

Massiv beskyttelse af Rasmus Paludan under valgkampen vil gå ud over andre opgaver.

Der er ingen tvivl om, at valgkampen vil trække store veksler på landets politistyrke, og at det vil kunne betyde, at landets politikredse vil skulle nedprioritere andre opgaver i de kommende uger.

Sådan lyder meldingen fra betjentenes fagforbund, Politiforbundet, efter at DR Nyheder i går via en række anonyme kilder kunne fortælle, at politiet har afsat omkring 500 betjente til at varetage politikernes sikkerhed under valgkampen.

Langt de fleste af dem skal stå for sikkerheden omkring Stram Kurs' racismedømte partileder, Rasmus Paludan, bekræfter flere kilder over for DR.

- Indsatsen betyder, at vi er nødt til at prioritere benhårdt i opgaverne. Når politiet får nogle nye opgaver, så er der noget, vi må lægge til side, fordi der ikke er nogen ledige hænder i dansk politi, siger formand Claus Oxfeldt og udybber:

- Vi kommer som udgangspunkt ud til 112-opgaver. Men det kan være alle typer opgaver, man kan være nødt til at nedprioritere.

I går forsikrede rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, at politiet nok skulle få alle ender til at mødes.

- Der kan da godt være en situation et bestemt sted, hvor der er et arrangement, hvor der kan være en forsinkelse. Men udgangspunktet er, at vi skal nok være til stede, så borgerne har os, når de har brug for os, sagde Jens Henrik Højbjerg, der bekræftede, at der er tale om det historisk største politimæssige setup til en valgkamp.

Rigspolitichefen ønskede dog ikke at kommentere DR Nyheders oplysninger om antalllet af betjente til valgkampen, men bekræftede, at det 'er det største setup til en valgkamp'

En helt ny virkelighed

Claus Oxfeldt fra Politiforbundet ønsker heller ikke at kommentere de konkrete oplysninger. Han vil dog godt gå så langt som at sige, at der bliver trukket betjente for hele landet for at deltage i sikkerheden under valgkampen.

- Vi har aldrig haft et sikkerhedsmæssigt setup i forbindelse med en valgkamp. Der er nogle personer, som har personbeskyttelse, hvilket livvagter tager sig af. Men det her er et helt, helt andet omfang og noget, som vi aldrig har set før. Man kan sige, at det er en helt ny politiopgave og en del af en helt ny virkelighed, som politiet er nødt til at forholde sig til, siger han.

Det massive setup i forbindelse med Rasmus Paludans sikkerhed bygger blandt andet på, at der har været alvorlige trusler mod hans person fra blandt andet personer fra bandemiljøet og islamister.

DR Nyheder forholdt i går Rasmus Paludan oplysningerne om, at politiet har sat historisk mange ressourcer af til denne valgkamp på grund af de konkrete trusler mod ham.

- Hvis man ikke kan beskytte politiske ledere i en valgkamp til Folketinget, så betyder det, at det er dem, som vil dræbe politiske ledere, der bestemmer, hvem der bliver valgt til Folketinget. Jeg kan slet ikke se, hvordan man kan tale om ressourcer i den anledning, sagde Rasmus Paludan.

Facebook
Twitter