Potentiel LA-kronprins om katastrofevalg: 'Tror dels, det er et troværdighedsspørgsmål'

Alex Vanopslagh er glad for komplimentet fra Henrik Dahl, der ser ham som ny leder af LA.

Hvis Alex Vanopslagh løber med Liberal Alliances ene vestjyske mandat, bliver det hans debut i Folketinget. Tidligere har han markeret sig som formand for Liberal Alliances Ungdom. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Katastrofevalget for Liberal Alliance har affødt en diskussion om partiets fremtid og ikke mindst ledelsen af det.

En diskussion, som udenrigsordfører Henrik Dahl åbnede, da han til DR Nyheder kritiserede ledelsen i skarpe vendinger og pegede på behovet for nye ansigter i ledelsen.

Nærmere bestemt kunne den tidligere formand for Liberal Alliances Ungdom, Alex Vanopslagh, være et oplagt bud på en ny leder, foreslår Henrik Dahl. En opfordring, som Alex Vanopslagh selv ikke har de store kommentarer til.

- Jeg er da glad for komplimentet fra Henrik Dahl, men klokken er syv om morgenen, og det er dagen derpå efter en svær aften, så lad os lige slå koldt vand i blodet og tage de her diskussioner internt i partiet, siger han.

Se mere af Henrik Dahls kritik af ledelsen i Liberal Alliance i artiklen her, eller i videoen herover. Klik på play.

Har ikke taget stilling til fremtiden

Liberal Alliance fik ved gårsdagens valg blot 2,3 procent af stemmerne og står nu til at få fire mandater i folketinget.

Et af de fire mandater faldt i Vestjylland, hvor Alex Vanopslagh er opstillet som spidskandidat. Det er dog fintællingen af de personlige stemmer, der afgør, hvorvidt han løber med det mandat.

Hvorvidt Alex Vanopslagh vil bruge rygstødet fra Henrik Dahl til at gå efter posten som politisk leder for Liberal Alliance har han "på ingen måder overhovedet taget stilling til".

- Det er først ved at gå op for mig, at jeg er ved at blive valgt. Vi har fået et meget, meget svært valg, og det vigtige lige nu er ikke, hvem der skal have hvilken post. Det er, at vi får en god intern snak om, hvordan vi holder sammen, ser fremad og bringer partiet til nye højder. Det er det vigtige for mig.

Han afviser også, at det forud for valget har været oppe og vende, at han skulle være i spil til posten.

- Nej, det har jo på ingen måde været aktuelt. Der er jo ingen, der har kunnet forudse det her resultat. Så inden vi begynder at udstikke retningerne for partiet fremadrettet i partiet, så synes jeg, at vi skal mødes, se hinanden i øjnene og se på, hvordan vi bedst får Liberal Alliance tilbage på sporet.

Fra systemkritik til systemparti

Ved sidste valg fik Liberal Alliance ellers hele 7,5 procent af stemmerne og dermed 13 mandater på tinge.

Siden gik partiet i regering, og det har øjensynligt ikke været noget, som vælgerne har belønnet.

Alex Vanopslagh peger da også selv på, at regeringens politik nok smittede lidt for meget af på partiet.

- Jeg tror dels, at det er et troværdighedsspørgsmål. Men mest af alt, tror jeg, at det handler om, at det der gjorde os til et større parti førhen var, at vi var et systemkritisk parti, der ville bryde vanetænkningen og sætte borgeren før systemet, siger han.

- Vi havde nogle idealer og var systemkritiske, men er måske endt med at ligne et systemparti, der forvalter velfærden i stedet for at reformere den. Det tror jeg, er det signal, at vores vælgere har sendt til os, ved at stemme andre steder denne gang.

Facebook
Twitter