Profiler på stemmejagt: Se de spændende dramaer i din kreds

Vind eller forsvind - her er valgdagens store dramaer.

Store profiler som Liberal Alliances Joachim B. Olsen og Dansk Folkepartis Martin Henriksen kan være på vippen til valget i morgen.

Markante profiler er i farezonen, partifæller kæmper om mandaterne, nye partier udfordrer gamle, og stemmeslugere sigter mod høje personlige stemmetal.

I dag skal danskerne afgøre, hvilke 175 danske politikere der skal vælges til Folketinget. Få her overblikket over nogle af de mest spændende opgør, du skal holde øje med i hver af de 10 storkredse:

Nordjylland: Vil Mette Frederiksen få hjemmebanefordel?

(Foto: SCANPIX)

Nordjyderne kan ved dette valg sætte kryds ved Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der har skiftet sin gamle valgkreds i Ballerup ud med barndomsbyen og Aalborg Øst.

Så er spørgsmålet, hvad hjemmebane-fordelen og formandsposten kan betyde for antallet af personlige stemmer. Ved folketingsvalget i 2015 fik Mette Frederiksen 7. flest personlige stemmer med 24.486 - og det var vel at mærke, før hun blev partiformand.

Omvendt er Venstre ved dette valg en stemmesluger fattigere i Nordjyllands Storkreds. Tidligere forsvarsminister Søren Gade har nemlig skiftet Folketinget ud med Europa-Parlamentet. Han trak ved seneste folketingsvalg 29.000 stemmer.

Venstre forsøgte længe at finde en erstatning, og valget faldt til sidst på den relativt ukendte erhvervsmand Thomas Thomsen, der har som mål minimum at få 5.000 personlige stemmer. Blandt andre nordjyske Venstre-mænd er skatteminister Karsten Lauritzen, retsordfører Preben Bang Henriksen og erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Derudover skal regionsrådsmedlem Per Larsen (K) forsøge at genvinde et konservativt mandat i Nordjylland, som partiet tabte ved valget i 2015, hvor det kun blev til 2,7 procent af de nordjyske stemmer.

Vestjylland: Kristendemokraterne går efter kredsmandat

(Foto: Venstre og Kristendemokraterne)

De vestjyske Venstre-vælgere har igen ved dette valg mulighed for at stemme på to af partiets største profiler: Finansminister Kristian Jensen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Her kæmper de to partifæller endnu engang om at få flest personlige stemmer. Sidst vandt Støjberg det vestjyske kapløb med 16.356 personlige stemmer mod Kristian Jensens 14.028.

Til gengæld genopstiller tidligere miljøminister Esben Lunde Larsen (V) ikke. Han fik sidst 8.622 personlige stemmer ud af Venstres i alt 12.330 stemmer i Ringkøbingkredsen. Spørgsmålet er, hvor de stemmer går hen denne gang.

Kristendemokraterne håber, at de kan støvsuge en del af stemmerne - og dermed tage et vestjysk kredsmandat til Kristian Andersen. Partiet har ikke været på tinge siden 2005 og ligger i meningsmålingerne heller ikke til at komme over spærregrænsen på to procent på landsplan.

Men hvis de får cirka 18.000 stemmer i det vestjyske, kan de få et kredsmandat - og det kan betyde, at de også indgår i fordelingen af tillægsmandater, så Kristian Andersen kan hive partifæller med ind på Christiansborg.

De vestjyske vælgere har også mulighed for at stemme personligt på De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Han fik som relativt nyvalgt partiformand sidste gang 11.565 personlige stemmer. Siden da har Pape føjet justitsminister til visitkortet, og partiet har de seneste måneder kunnet notere sig en pæn fremgang i meningsmålingerne.

Østjylland: Topprofiler fra S, V og R dyster

(Foto: SCANPIX)

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen blev med 8.678 personlige stemmer i 2015 den Venstre-politiker, som flest østjyske vælgere satte deres kryds ved.

Siden har han først som politisk ordfører og siden som minister fået en del opmærksomhed, og han bliver nævnt, når snakken falder på mulige kommende Venstre-formænd. Derfor vil hans personlige stemmetal være interessant.

To andre toppolitikere, bysbørnene Morten Østergaard (R) og Nicolai Wammen (S) er også igen at finde på stemmesedlen i Østjyllands Storkreds. Den radikale leder fik sidst 8.006 personlige stemmer, og Socialdemokratiets politiske ordfører, der har været borgmester i Aarhus, toppede med 21.152 personlige stemmer. Og begge partier står til fremgang.

Derimod kan Dansk Folkepartis ventede nedgang i det østjyske betyde, at folketingsmedlemmerne Kim Christiansen, Hans Kristian Skibby, Mette Hjermind Dencker og Claus Kvist Hansen får svært ved at opnå genvalg alle fire.

Her bliver det interessant at se, om sagen om Kim Christiansens omfartsvej ved Mariager giver ham med- eller modvind hos vælgerne.

En af valgets store overraskelser, den 26-årige kristendemokrat Isabella Arendt, opstiller også i Østjyllands Storkreds. Hun måtte pludselig træde til som partileder, da Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, på en af valgkampens første dage måtte trække sig med stress.

Efterfølgende har den sygemeldte formand meddelt, at han ikke genopstiller til formandsposten, men i stedet peger på Isabella Arendt som sin afløser.

Kristendemokraterne ligger i de fleste målinger under spærregrænsen på to procent, men partiet håber at kunne trække et kredsmandat i Vestjylland og med et tillægsmandat få Isabella Arendt med ind på Christiansborg.

Østjyderne kan også stemme på valgets ældste kandidat: 82-årige professor emeritus i udviklingspsykologi Helmuth Nyborg, der opstiller for Stram Kurs. Han har vakt røre ved at påstå, at der er biologisk betingede intelligensforskelle mellem mænd og kvinder og mellem forskellige racer.

Sydjylland: Kampen om det gule Danmark

(Foto: SCANPIX)

Ved folketingsvalget i 2015 blev Sydjylland malet gult - Dansk Folkeparti blev ubetinget højdespringer med 28,4 procent af stemmerne, og partiformand Kristian Thulesen Dahl tog med 57.371 personlige stemmer førstepladsen på landsplan. Men denne gang ser slaget om Sønderjylland ud til at falde anderledes ud.

DF står til en meget drastisk nedgang, og en ny politiker udfordrer DF-formanden på hans hjemmebane: Nye Borgerliges stifter og formand, Pernille Vermund, har valgt at opstille i det sønderjyske - selvom hun bor i Nordsjælland.

Det tegner også til at blive et mindre godt valg for Liberal Alliance i det sydjyske. Partiet fik i 2015 to mandater - sociologen Henrik Dahl og kulturminister Mette Bock.

Sidstnævnte genopstiller ikke, og førstnævnte blev i efteråret slået af Varde-byrådsmedlemmet Steen Holm Iversen som partiets spidskandidat. Målingerne spår ikke store chancer for at genvinde de to mandater - og nogle peger endda på, at partiet slet ikke opnår valg i det sydjyske.

Venstre fik i 2015 partiets dårligste folketingsvalg siden 1990, og det kunne også mærkes i Sydjylland, hvor partiet mistede to mandater.

Denne gang håber Venstre at kunne generobre noget af det tabte med hele tre kvindelige ministre på stemmesedlen: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby, udviklingsminister Ulla Tørnæs og minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen.

Fyn: Kan Karsten Hønge komme tilbage efter 'EP-røvfuld'?

(Foto: SCANPIX)

Ved folketingsvalget i 2015 tog politisk ordfører Karsten Hønge SF's ene fynske mandat lige foran tidligere partiformand Annette Vilhelmsen. "Vikaren fra helvede" blev landskendt som en af de største interne kritikere i SF i sagen, som endte med, at partiet trak sig ud af regeringen efter salget af Dong.

Men siden er Hønge kommet i modvind, fordi han trods 19.687 personlige stemmer til Europa-Parlamentsvalget 26. maj valgte at give sit mandat videre til partifællen Kira Marie Peter-Hansen.

Han forklarede sit valg med, at han kun havde været opstillet til Europa-Parlamentet som en "hjælperytter" for at sikre spidskandidat Margrete Aukens mandat. Men det vakte vælgervrede, som Karsten Hønge selv har kaldt "en fortjent røvfuld". SF står dog til fremgang på landsplan og ser også ud til at genvinde det fynske mandat.

Det Radikale Venstre indkasserede ved valget i 2015 en historisk vælgerlussing, da partiet for første gang i sin 100 år lange historie ikke fik valgt et fynsk mandat. Det håber partiet at ændre på denne gang, hvor meningsmålignerne spår fremgang.

På stemmesedlen er blandt andre de to tidligere folketingsmedlemmer Camilla Hersom og Rasmus Helveg Petersen. Sidstnævnte er søn af den afdøde partileder, minister og fynbo Niels Helveg Petersen, der i mange år sad i Folketinget på fynske stemmer.

Hos Venstre har der i valgkampen udspillet sig en særlig kamp mellem to partifæller: Sundhedsordfører Jane Heitmann og Venstres gruppeformand i Region Syddanmark, Bo Libergren, der begge er at finde på den fynske stemmeseddel.

Bo Libergren har beskyldt Jane Heitmann for at udføre "snusket muldvarpearbejde", da hun i et forsvar for regeringens beslutning om at ville lukke regionerne stillede 19 folketingsspørgsmål om regionsrådsmedlemmernes økonomiske forhold anonymt.

Det blev opfattet som et illoyalt forsøg på at samle skyts til en smuds-kampagne om frås i regionerne - og Jane Heitmann trak efterfølgende spørgsmålene tilbage.

Alternativet står til nedgang i målingerne og risikerer på Fyn at miste sit ene mandat. Det var Roger Matthiesen, der blev valgt ind på Fyn, men han genopstiller ikke - ligesom halvdelen af partiets 10 folketingsmedlemmer heller ikke gør.

Liberal Alliance risikerer også at miste sit ene mandat. Her har miljøordfører Carsten Bach overtaget undervisningsminister Merete Riisagers kreds, fordi hun ikke genopstiller.

Også på Fyn står Dansk Folkeparti til en markant nedgang. To af partiets fire mandater ser ud til at kunne være farezonen. Sidst toppede uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl i personlige stemmer efterfulgt af kulturordfører Alex Ahrendtsen, børneordfører Pernille Bendixen og forbrugerordfører Dorthe Ullemose. Sidstnævnte genopstiller ikke.

Sjælland: Kommer Rasmus Paludan over spærregrænsen?

(Foto: DR Nyheder og Scanpix)

Det nyeste parti på stemmesedlen, Stram Kurs, har stifter, partileder og spidskandidat Rasmus Paludan opstillet i Sjællands Storkreds. Paludan bevæger sig i meningsmålingerne lige på spærregrænsen - og det kan gå begge veje.

Samme billede tegner sig for Nye Borgerlige, hvor partistifter og politisk næstformand Peter Seir Christensen er opstillet i Sjællands Storkreds.

De sjællandske vælgere kan også vælge at sætte deres kryds ved statsministeren. Lars Løkke Rasmussen (V) var ved folketingsvalget i 2011 den politiker, der fik flest personlige stemmer, nemlig 56.285.

Men efter en række sager om bilag, betalt tøj og flyrejser på 1. klasse skrumpede det personlige stemmetal gevaldigt til 33.393 i 2015. Derfor bliver det spændende at se, om Venstres formand kan genvinde noget af det tabte.

En række markante socialdemokratiske profiler genopstiller i Sjællands Storkreds - blandt andre de tidligere ministre Magnus Heunicke, Astrid Krag og Henrik Sass Larsen. Den tidligere minister Mette Gjerskov, der var det ottende og sidste mandat, der blev valgt for fire år siden, har i denne valgperiode trukket overskrifter med sit opgør med partilinjen i udlændingepolitikken.

En kamp, der kostede hende et ordførerskab. Til gengæld afværgede hun et forsøg på at få hende afsat som kandidat i Roskilde, så hun igen er at finde på stemmesedlen - og så er spørgsmålet, om hendes opgør med ledelsen vil blive straffet eller belønnet af vælgerne.

Det eneste konservative mandat i Sjællands Storkreds gik sidst til Brian Mikkelsen, men han har siden skiftet posten som erhvervsminister ud med posten som direktør i Dansk Erhverv. Det burde være gode nyheder for hans stedfortræder i Folketinget, Brigitte Klintskov Jerkel, men siden sidst har udlændingeordfører Naser Khader rykket kreds til Sjælland og kan meget vel overhale Jerkel.

SF står til en markant fremgang efter det dårlige valg i 2015, og i Sjællands Storkreds kan gruppeformand Jacob Mark, der blev valgt for første gang i 2015, ende med at få en partifælle med sig på tinge. Den unge SF-profil kan måske få ungt selskab i form af en af de 24-årige partifæller Astrid Carøe eller Anne Valentina Berthelsen.

Hvis Alternativet trods de dårlige målinger beholder sit ene sjællandske mandat, ligner det et genvalg af medstifter og politisk ordfører Rasmus Nordqvist, der blev vraget ved Europa-Parlamentsvalget den 26. maj.

Dansk Folkeparti fik sidst syv sjællandske mandater, men partiet står også her til at gå gevaldigt tilbage. Højdespringeren ved sidste valg var næstformand Søren Espersen med 14.482 personlige stemmer efterfulgt af finansordfører René Christensen og sundhedsordfører Liselott Blixt.

Dernæst fulgte socialordfører Karin Nødgaard, boligordfører Merete Dea Larsen, postordfører Henrik Brodersen og ældreordfører Jeppe Jakobsen, som alle kan være på vippen.

Nordsjælland: Comeback til DF-stemmesluger

(Foto: Scanpix og Nye Borgerlige)

Stemmeslugeren Morten Messerschmidt (DF) er vendt hjem fra Europa-Parlamentet og vil tilbage i Folketinget. I Nordsjælland kæmper han blandt andet mod Nye Borgerliges spidskandidat, Mette Thiesen, der er nede og flirte med spærregrænsen.

Ved sidste valg stillede Mette Thiesen op for De Konservative, men blev med 1.657 personlige stemmer ikke valgt ind. Det gjorde til gengæld hendes tidligere partifælle Mette Abildgaard, der som debutant på Christiansborg blev gruppeformand og nu står til genvalg.

Nordsjælland ser også ud til at komme til at danne ramme om et internt Venstre-opgør mellem innovationsminister Sophie Løhde, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, beskæftigelsesordfører Hans Andersen og den tidligere chefredaktør for Berlingske, Anna Libak, der opstiller for første gang. Flere målinger har spået, at de fire V-kandidater kan komme til at kæmpe om to eller tre pladser.

Liberal Alliance blev ved det seneste valg det fjerdestørste i Nordsjælland, men partiet står til at blive halveret i meningsmålingerne, og i flere prognoser ser det også skidt ud i partileder og udenrigsminister Anders Samuelsens kreds i Nordsjælland.

Her blev han sidste gang valgt sammen med May-Britt Kattrup, men det ser svært ud at opnå genvalg til begge.

Københavns Omegn: Joachim B. Olsen i farezonen

(Foto: SCANPIX)

Hvis de dårlige meningsmålinger for både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance holder stik, risikerer det at komme til at koste mandater i Københavns Omegns Storkreds.

Ved valget i 2015 fik den tidligere kuglestøder og nuværende formand for Folketingets Finansudvalg, Joachim B. Olsen, partiets ene mandat i kredsen. Men den markante liberale politiker kan være på vej ud af Folketinget, hvis valgresultatet viser samme halvering, som flere målinger har vist for partiet.

Hos Dansk Folkeparti ser det svært ud at genvinde alle tre mandater, der blev valgt ind i 2015: Partistifter og Folketingets formand Pia Kjærsgaard, EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth og klimaordfører Mikkel Dencker. Pia Kjærsgaard, der sidst fik 26.583 personlige stemmer, må siges at være favorit, men begge hendes partifæller kan være på vippen.

Storkredsens næststørste stemmesluger var sidste gang socialdemokraten Mette Frederiksen, der fik 24.486 personlige stemmer. Siden er hun blevet partiformand og har flyttet kreds til Nordjylland.

Samtidig genopstiller tidligere partiformand og finansminister Mogens Lykketoft heller ikke i kredsen, så spørgsmålet er, hvilke partifæller der kommer til at løfte arven.

Et godt bud er udlændingeordfører Mattias Tesfaye, der med 8.545 personlige stemmer sidste gang fik næstflest blandt socialdemokrater i Københavns Omegns Storkreds. Tidligere justitsminister Morten Bødskov genopstiller også i kredsen.

København: Bliver hovedstaden mørkerød?

(Foto: SCANPIX)

Hovedstaden plejer at blive malet rød til valg, og i år ser den ud til at kunne blive en tone rødere endnu. Enhedslisten er blevet målt til at komme op på siden af Socialdemokratiet - og måske endda overhale. Ingen af partiernes frontkvinder ved sidste valg - Johanne Schmidt-Nielsen og Helle Thorning-Schmidt - genopstiller. De fik begge over 40.000 personlige stemmer.

Til gengæld har Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, skiftet kreds fra Fyn til Nørrebro, og socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil - der også har været spidskandidat for Enhedslisten - er flyttet fra Sjælland til Thornings gamle Østerbro-kreds.

Og det vrimler med oppositions-topfigurer på den københavnske stemmeseddel, hvor også SF-formand Pia Olsen Dyhr og Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, står. Mens SF står til en markant fremgang, spår målingerne tilbagegang til Alternativet, og Elbæk kan blive det eneste københavnske mandat, der bliver valgt ind.

Uffe Elbæk fik 18.796 personlige stemmer sidst, hvor gruppeformand Carolina Magdalene Maier fik næstflest med 1.073 - og kan være i farezonen for at ryge ud.

Med Venstre-profilen Søren Pinds exit fra dansk politik er den københavnske kampplads overladt til tre markante partifæller: Martin Geertsen, Jan E. Jørgensen og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. Det kan være, at de tre liberale profiler kommer til at kæmpe om to mandater.

Vælgerne i hovedstaden får også mulighed for at sætte kryds ved to tidligere V-politikere, der har skiftet parti, nemlig Jens Rohde, der er vendt hjem fra Europa-Parlamentet og i mellemtiden blevet radikal.

Den anden har også taget en tørn i Bruxelles for Venstre, men har nu stiftet sit eget parti; Klaus Riskær Pedersen. Der skal dog sættes en hel del flere krydser ved Klaus Riskær Pedersen, end målingerne spår, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at blive valgt ind.

Endelig betyder DF's nedgang, at det ikke er sikkert, at partiets to mandater i hovedstaden, gruppeformand Peter Skaarup og udlændingeordfører Martin Henriksen, begge bliver genvalgt. Sidst fik Skaarup 11.402 personlige stemmer mod Martin Henriksens 3.094.

Bornholm: S- og V-traditionen ser ud til at fortsætte

(Foto: Ft.dk og Venstre)

De to bornholmske mandater falder normalt ud med et til Socialdemokratiet og et til Venstre. Sådan blev resultatet også i 2015, hvor Lea Wermelin (S) og Peter Juel-Jensen (V) blev valgt ind. Men for sidstnævnte var det på et hængende hår - der var nemlig kun 89 stemmer ned til DF'eren Jess Christian Persson, der forsøger igen i år.

Målingerne tyder på, at Socialdemokratiet og Venstre endnu engang løber med de to mandater i Bornholms Storkreds, men Enhedslistens Morten Riis og DF's Jess Christian Persson håber at kunne rokke ved traditionen. De to partier blev ved 15-valget henholdsvis nummer tre og fire med 19,9 procent og 8,4 procent af stemmerne.

Facebook
Twitter