Reddet af en teknikalitet: Uønsket S-politiker ser ud til at blive på stemmesedlen

Efter kommentar om solomødre ville bestyrelse udskifte Simon Simonsen, men det bliver umuligt at nå, siger formand.

Den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen er glad for, at det ser ud til, at han kan fortsætte som kandidat. (Foto: Thomas Howalt Andersen/Socialdem © Scanpix)

Socialdemokraten Simon Simonsen kom ud i et voldsomt stormvejr, efter han kritiserede partifællen Joy Mogensen, der skal være alenemor uden at kende faren til sit barn.

Partitoppen tog afstand fra ham, og bestyrelsen i hans egen valgkreds i København valgte sidste uge at udtrykke mistillid til ham og indkalde til en generalforsamling, hvor der kunne vælges en ny kandidat.

Det kommer imidlertid næppe til at ske, lyder det nu fra kredsformand Carlo Søndergaard.

- Vi må nok sande, at han stadig vil være på stemmesedlen, men bestyrelsen arbejder ikke for hans kandidatur, og jeg stemmer i hvert fald ikke på ham, siger Carlo Søndergaard.

Når det formentlig ender sådan, skyldes det partiets regler for at opstille kandidater til Folketinget.

Desværre en teknikalitet

Bestyrelsen har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling på torsdag, hvor der skal stemmes om kandidater til Folketinget. Imidlertid er der nu tre kandidater, der har meldt sig, og det betyder, at det ikke er sandsynligt at nogen af de tre får de 2/3 af stemmerne som det vil kræve at blive valgt til kandidat med det samme.

I en situation, hvor ingen af kandidaterne får det nødvendige flertal, skal beslutningen sendes i urafstemning, og sådan en afstemning kan ikke nås i tide til at melde en ny kandidat til Indenrigsministeriet og få ændret stemmesedlerne.

Dermed kan Simon Simonsen godt blive stemt ned torsdag og stadig være officiel kandidat til Folketingsvalget.

- Det er desværre en teknikalitet. Vi har stadig ikke tillid til ham, og det kunne have været rarere med en anden kandidat, men vi har regnet på det, og vi kan ikke nå det før tidsfristen, siger Carlo Søndergaard.

Simonsen glad for at kunne fortsætte

Situationen glæder Simon Simonsen, der de seneste uger har mødt kritik fra flere kanter - heriblandt fra sin egen partiformand, Mette Frederiksen.

- Jeg er er glad for at kunne konstatere, at jeg ufortrødent kan fortsætte min valgkamp. Jeg nyder stadig kredsens opbakning, skriver Simon Simonsen på Facebook.

Hele sagen begyndte med et andet Facebook-opslag, han i forrige uge lavede om kvinder, der får børn alene med en sæddonor.

Facebook-opslaget var en reaktion på, at Roskildes borgmester, partifællen Joy Mogensen, offentliggjorde, at hun skulle være alenemor uden at kende faren.

- Flere og flere kvinder bliver soloforældre, og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner, når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd, der er barnløse, og det tal er stigende, skrev han blandt andet.

Facebook
Twitter