Regeringen risikerer at bryde sundhedsløfte: Tusindvis af borgere må vente længere på flere læger

30 uddannelsesstillinger, der på sigt kan hjælpe op mod 50.000 borgere, bliver ikke oprettet i år.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby præsenterede i januar udspillet om "Flere hænder og større arbejdsglæde". Men løftet af læger ser nu ikke ud til at blive indfriet i 2019. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

30 ekstra pladser allerede i år til læger, som vil specialisere sig i almen praksis og arbejde som praktiserende læge.

Sådan lød løftet fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), da hun i januar præsenterede regeringens udspil til en sundhedsreform, der i marts endte i en politisk aftale med Dansk Folkeparti.

Der er brug for de ekstra "hænder, der kommer ud og arbejde her og nu," sagde Ellen Trane Nørby til præsentationen af regeringens udspil, hvor hun lovede at etablere pladserne i 2019.

Men de 30 ekstra såkaldte hoveduddannelssesstillinger i almen medicin, der skal specialisere lægerne til på sigt at kunne arbejde som alment praktiserende læger, bliver ikke oprettet i år, lyder det nu fra de tre videreuddannelsesregioner under regionerne, der står for at administrere og opslå pladserne.

Et halvt års forsinkelse

I stedet kan stillingerne oprettes i 2020, mens de 70 stillinger, der så skulle være oprettet her, bliver skudt til 2021.

Det forklarer Lise Møller, der er sekratariatschef i Videreuddannelsesregion Øst, der dækker over Region Hovedstaden og Region Sjælland.

- Det kan vi ikke nå. Vi kan nå det til foråret 2020. Så det sker med et halvt års forsinkelse.

- For at det bliver gode praktiserende læger, er vi nødt til at sikre, at det er planlagt ordentligt, og at der er uddannelseskapacitet og patienter til dem, så de får den gode uddannelse, siger hun.

Den samme melding lyder fra Mads Skipper, der er sekretariatschef i Videreuddannelsesregion Nord, som anviser uddannelsesforløb i Region Midtjylland og Nordjylland.

- På nuværende tidspunkt, hvor der ikke er truffet en endelig beslutning om en øgning, så er det urealistisk i 2019.

Videreuddannelsesregionerne slår stillingerne op to gange om året, så lægerne kan begynde enten efter sommer eller efter nytår. Og det er ikke længere muligt at nå at oprette pladserne til sommer, lyder meldingen.

30 stillinger kan hjælpe flere tusinde borgere

Endnu har videreuddannelsesregionerne ikke fået det grønne lys fra sundhedsminister Ellen Trane Nørbys styrelse, Sundhedsstyrelsen.

Der er ellers hårdt brug for de ekstra hænder hos de praktiserende læger. Alene i landets yderområder har flere end 93.000 borgere ikke adgang til deres egen, faste læge. Og de 30 ekstra uddannelsesstillinger vil ifølge De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) kunne sikre en fast læge til knap 50.000 borgere, når lægerne er færdige med specialuddannelsen. Ifølge den seneste opgørelse fra PLO har hver praktiserende læge i gennemsnit 1.659 patienter i 2019.

Forsinkelsen og det manglende grønne lys til at oprette stillingerne bekymrer derfor PLO-formand Christian Freitag.

- Jeg forstår det ikke. Det er den vigtigste knap for hele almen praksis-sektoren, der skal trykkes på. Så hvis jeg sad med nogen adgang til de her knapper, så var der blevet trykket, siger han.

Også Socialdemokratiets Astrid Krag, der er tidligere sundhedsminister, er stærkt kritisk. Socialdemokratiet foreslog i efteråret også at oprette flere stillinger, fordi manglen på praktiserende læger er støt stigende. Derfor kan det kun gå for langsomt, pointerer hun.

- Et halvt år betyder vældig meget for de danskere, der ikke har adgang til deres egen praktiserende læge. Jeg tror, vi alle sammen kan forestille os, hvor utrygt det er, ikke at have sin egen læge, og hvis man er bekymret for, om man fejler noget mere alvorligt.

Minister skiftede forklaring

Da DR Nyheder onsdag forelagde kritikken for sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), svarede hun, at det er regionernes ansvar:

- Der er ikke noget til hinder for, at regionerne er i arbejdstøjet og får stillingerne slået op, for pengene er udmøntet, og der er givet grønt lys herfra, sagde hun.

Efter det interview har DR Nyheder dog over for ministeren kunne dokumentere, at Sundhedsstyrelsen endnu ikke har bedt regionerne om at oprette stillingerne. Styrelsen opyser i en skriftlig kommentar til DR, at "disse forløb er ikke blevet udmeldt til videreuddannelsesregionerne fra Sundhedsstyrelsen."

Med andre ord har regionerne ikke mulighed for at oprette stillingerne - modsat hvad sundhedsministeren i første omgang forklarede.

Forelagt oplysningerne fra Sundhedsstyrelsen skifter Ellen Trane Nørby forklaring.

- Jeg har underskrevet sagen og Sundhedsstyrelsen har så ikke udmøntet det. Det synes jeg da er rigtig ærgerligt, at man ikke har fået gjort. Det betyder, at tingene er gået i stå her under folketingsvalgkampen. Men det er ikke gået mere i stå, end når vi er lige præcis på den anden side af folketingsvalget, og vi forhåbentlig kan komme i arbejdstøjet igen, så kan man udmønte det, siger hun.

Hvem mener du har ansvaret for, at de her læger ikke kommer ud og arbejde i år?

- For mig handler det her ikke om ansvar. Jeg tror sådan set, at der er ansvar mange steder. Jeg har klart en forventning om, at de her stillinger stadigvæk kan slåes op. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis videreuddannelsesregionerne allerede her i maj måned har givet op.

Sundhedsstyrelsen har ikke ønsket at stille op til et interview og svare på, hvorfor stillingerne endnu ikke er meldt ud til videreuddannelsesregionerne.

Facebook
Twitter