Rød blok og Alternativet presser Mette F på børnefattigdom

Fire af de partier, som Mette Frederiksen håber vil støtte hende som statsminister, kræver, at hun forpligter sig på at hjælpe fattige børn.

Mette Frederiksen bør forpligte sig på, at hun mindst vil halvere antallet af relativt fattige børn, lyder det fra SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale. (Foto: Rasmus Lindegård Hansen © dr)

Presset bliver nu øget på Mette Frederiksen for at få hende til at gøre noget for de 64.500 børn i Danmark, som lever under den relative fattigdomsgrænse.

Socialdemokratiets statsministerkandidat bør inden folketingsvalget om 12 dage forpligte sig på, at hun som statsminister mindst vil halvere antallet af relativt fattige børn, lyder det samstemmende fra SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale.

- Jeg er af ude af stand til at forklare, hvorfor jeg som radikal leder skal kræve af en socialdemokratisk statsministerkandidat, at vi skal bekæmpe fattigdom. Det burde være noget naturligt, men det er det desværre ikke. Derfor er det et krav fra os, siger den radikale leder, Morten Østergaard.

I et interview med DR Nyheder har Mette Frederiksen gjort det klart, at hun ikke vil forpligte sig til hverken at halvere antallet af relativt fattige børn eller arbejde for at mindske antallet med et konkret tal.

Det forbløffer Morten Østergaard.

- Det er et brandudsalg af de grundlæggende værdier, som vi har bygget det her samfund på, at Mette Frederiksen ikke kan sige, at selvfølgelig prioriterer vi dem, der har mindst i det her samfund først. Jeg kan bare sige, at hvis hun vil være statsminister på vores mandater, så kommer vi til at bekæmpe fattigdom, og vi kommer til at blive enige om, hvordan vi gør det, inden regeringen dannes, siger Morten Østergaard.

Børnenes statsminister

Også Pia Olsen Dyhr (SF), Pernille Skipper (EL) og Uffe Elbæk (ALT) bakker fuldtonet op om det krav, som de to børneorganisationer Red Barnet og Mødrehjælp fremsatte tidligere i dag. Mette Frederiksen skal inden valgdagen love mindst at halvere antallet af børn, som lever under den relative fattigdomsgrænse, lød kravet fra de to børneorganisationer.

- Det er et vanvittigt godt krav fra Mødrehjælpen og Red Barnet. Vi skal ikke kun tale om fattigdom. Vi bliver også nødt til at have nogle klare forpligtigelser fra en socialdemokratisk regering. Når så mange tusindvis af børn lever i fattigdom, som det er tilfældet i Danmark, så har konsekvenser for deres hverdag og for deres fremtid, siger Enhedslistens frontfigur Pernille Skipper.

Hun fastslår, at spørgsmålet er et af de helt afgørende for dannelsen af en ny regering efter folketingsvalget den 5. juni:

- Jeg tror næsten ikke, jeg kan udtrykke hvor vigtigt det er for Enhedslisten, at en regering, som skal sidde på vores mandater, vil bekæmpe ulighed og fattigdom. Vi skal have afskaffet både kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen, og jeg har svært ved at se, at vi kan blive enige efter et valg, hvis vi ikke kan komme i hus med det, siger Pernille Skipper.

Samme toner kommer fra SF-formand Pia Olsen Dyhr, der også vil presse Mette Frederiksen til at afskaffe det såkaldte kontanthjælpsloft.

- Der er helt afgørende for SF, at vi i et så rigt land som Danmark gør noget ved børnefattigdom, siger Pia Olsen Dyhr.

- Jeg synes selvfølgelig ’Børnenes statsminister’ skal gå ind i den ambition, siger Pia Olsen Dyhr med henvisning til, at Mette Frederiksen på Socialdemokratiets kongres i september - og på forsiden af en husstandsomdelt valgbrochure har bekendtgjort, at hun ”vil være Børnenes statsminister."

’Moralsk falliterklæring’

Hvis Mette Frederiksen ikke inden valgdagen lover at halvere antallet af børn, som lever under den relative fattigdomsgrænse, kan hun slet ikke kalde sig ’Børnenes statsminister’, mener Red Barnet og Mødrehjælpen.

Og samme konklusion drager Alternatives leder Uffe Elbæk nu.

- Man kan simpelthen ikke have den titel, hvis der ikke er konkret handling, som lever op til ambitionerne. Det er et fuldstændigt afgørende parameter for, om Socialdemokratiet er troværdigt, siger Uffe Elbæk og tilføjer, at netop spørgsmålet om den sociale ulighed er en af årsagerne til, at Alternativet ikke på forhånd peger på Mette Frederiksen som statsminister.

- Det er en moralsk falliterklæring, at vi i så rigt et land som Danmark har 64.500 børn, som lever i familier under fattigdomsgrænsen, siger han.

Morten Østergaard mener heller ikke, at Mette Frederiksen kan komme uden om at tage et opgør med de omstridte ydelser som kontanthjælpsloft og integrationsydelse.

- Man kan ikke udråbe sig selv til at være Børnenes Statsminister. Man kan vise i handling, at man vil tage hånd om de mest udsatte børnefamilier i Danmark. Desværre har Socialdemokratiet også på det punkt valgt at læne sig op af Dansk Folkeparti, siger Morten Østergaard.

Vigtigst for vælgerne

Mette Frederiksen har ikke ønsket at stille op til interview og svare på kritikken fra de fire partiledere. I forhold til kravet fra børneorganisationerne om mindst at halvere den relative børnefattigdom, vil den socialdemokratiske statsministerkandidat ikke udstede nogle løfter – eller sætte tal på, hvor meget hun går efter at nedbringe antallet af relativt fattige børn.

- Jeg vil rigtig gerne være med til at løse de problemer, der er omkring børnefattigdom, og da vi sidst sad i regering, nåede vi rigtig langt. Noget af det, jeg er optaget af, er, at vi får flyttet nogle af de indvandrerkvinder, der år efter år bliver ved med at leve på passiv overførselsindkomst, til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det vil være rigtig godt for deres børn, siger Mette Frederiksen.

Men hvorfor er det, at du ikke vil forpligte dig på et tal. For vælgerne kan det jo være vigtigt at vide, om du vil flytte 1.000 børn, eller du vil flytte over 30.000 børn ud af relativ fattigdom, som er kravet fra de to børneorganisationer?

- Jeg tror, at det, der er vigtigst at vide for vælgerne, er, om man er optaget af den her problemstilling. Det er jeg, og der er vi, siger Mette Frederiksen.

Facebook
Twitter