Røde partier har krav med til dronningen: 'Mette Frederiksen er ikke statsminister endnu'

Enhedslisten, SF og Radikale har krav for at pege på en socialdemokratisk statsminister.

Mette Frederiksen skal udover krav fra Enhedslisten og SF også forholde sig til Radikale Venstre, der har fremført forskellige krav i valgkampen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Klokken 11 besøger Lars Løkke Rasmussen dronningen og begærer en dronningerunde. Her skal alle partilederne forbi dronningen og fortælle, hvordan de ser den politiske situation - hvem de ser som statsminister og på hvilke præmisser.

Og Enhedslistens Pernille Skipper har netop vist sin seddel frem for rullende kameraer og forklaret, hvad der står på den.

- Der står dybest set, at Mette Frederiksen ikke er statsminister endnu. Hun er forhandlingsleder. Og hvis hun skal danne regering på Enhedslistens mandater, skal forhandlingerne være positive for os, siger hun.

- Vi skal være sikre på, at hun vil løfte velfærden. Vi skal have konkrete løfter om grøn omstilling - og for mennesker i fattigdom og ulighed.

Enhedslistens seddel er dog længere, end den plejer. De har altid ellers blot peget på den socialdemokratiske kandidat.

- For første gange nogensinde stiller vi betingelser. Vi vil være sikre på, at hun overholder det, hun går til valg på, om at være børnenes statsminister og at føre en grøn politik.

- Vi kommer ikke til at bestemme alt, men vi skal være sikre på retningen, fortæller hun.

Sådan ser de sedler ud, som partilederne har med til dronningen. Her er det Pernille Skipper fra Enhedslisten, der viser, hvad de præcis har med til dronningen.

Dronningerunde

I en dronningerunde besøger alle partierne dronningen for at udlægge, hvordan de ser den politiske situation. Der peger partierne på den, de ser som statsminister - eller den, de vil have til at lede forhandlingerne om at danne regering.

SF og Pia Olsen Dyhr peger også entydigt på Mette Frederiksen - men de har også et krav.

- Vi går til dronningen med et krav om en flerpartiregering, da det er vigtigt at få kigget på at få flere partier bag for at sikre en rød-grøn retning, siger hun.

SF vil gerne med i regering, hvis de kan få politiske indrømmelser.

- Men ikke for enhver pris. Regeringen skal kunne levere på de 15 forhandlingskrav, vi fremlagde i 2017, som blandt andet handler om en ambitiøs klimalov, minimumsnormeringer og børnefattigdom, fortæller hun.

- Og hvis vi ikke kan få de indrømmelser, kommer vi ikke til at indgå i regering.

De Radikale har også krav med, når de peger på Mette Frederiksen.

- Radikale Venstre peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger med henblik på at lede forhandlingerne om en stabil ny regering, der som forudsætning for sin dannelse har forpligtet sig til at sætte en ny retning for Danmark.

- En retning, hvor der skabes et ansvarligt økonomisk grundlag for investeringer i børns opvækst og uddannelse, i en grøn omstilling, der lever op til Paris-målene, og bekæmpelse af fattigdom. Og en retning, som forbedrer integrationen, værner om alle borgeres rettigheder og styrker Danmarks rolle i Europa og verden, står der i det brev, som partiet afleverer til dronningen.

Facebook
Twitter