S afviser venstrefløjens forslag om opgør med lukrative politiker-pensioner

Både Venstre og Socialdemokratiet afviser at sætte en stopper for skattefrie tillæg og pensionsordninger.

Henrik Dam Kristensen (S) og Socialdemokratiet afviser sammen med Venstre SF's forslag om at ændre i folketingspolitikeres pensionsvilkår. (Foto: Anita Graversen © Scanpix)

Med SF som bannerfører vil Enhedslisten, Alternativet samt Dansk Folkeparti gøre op med lukrative pensionsordninger og skattefrie tillæg til politikere.

Men det bliver ikke umiddelbart Socialdemokratiet, der hjælper venstrefløjen i mål og stemmer for forslaget.

- Det er ikke mere end to år siden, vi lavede om på det sidst. Det synes jeg var godt og rimeligt. Vi må se, hvad der kommer ud af diskussionen denne gang, siger Henrik Dam Kristensen (S), medlem af Folketingets Præsidium, der beskæftiger sig med tingets drift.

Pension efter 10 år

Som pensionsreglerne ser ud i dag, giver ti års folketingsanciennitet en månedlig udbetaling fra pensionsalderen på 17.342 kroner. Efter 20 års folketingsanciennitet opnås højeste pensionssats på 30.843 kroner om måneden.

Henrik Dam Kristensen, kan det forsvares, at et folketingsmedlem kan spare op til pension på væsentligt kortere tid end en almindelig lønmodtager?

- Det er rigtigt. Ser man isoleret på det, så er der en fordel her for politikere, siger Henrik Dam Kristensen (S), der dog understreger, at man skal se på den ‘samlede pakke’.

- Vi regulerede det for et par år siden, så vi nu går på pension, som alle andre danskere gør det, og så er det en kombination af vederlag og pension. Ser man på andre europæiske lande, så ligger vi nogenlunde på niveau med dem, siger Henrik Dam Kristensen.

Socialdemokratiet erklærer sig dog parat til at mødes med SF efter valget og diskutere politiker-pensionerne.

- Jeg siger ikke, at vi ikke skal diskutere det. Det gør vi med jævne mellemrum, vi gjorde det for to år siden og vi gør det gerne igen, siger Henrik Dam Kristensen.

Venstre: Vilkår 'ganske rimelige'

Venstre afviser ligeledes at ændre på politiker-pensionerne.

- SF har før luftet forargelsen. Jeg synes, det er vigtigt, når man diskuterer folketingspolitikeres vilkår, at man ser på hele pakken.

- SF glemmer, at man har andre vilkår, og derfor er det svært at sammenligne direkte med almindeligt lønmodtagerarbejde, siger Karen Ellemann (V), der kalder pensionsvilkårene i Folketinget for ‘ganske rimelige’.

Facebook
Twitter