S-borgmester til Mette Frederiksen: Tillykke - men stop så Lindholm

Mette Frederiksen og hendes støtter bør få stoppet Lindholm omgående, lyder det.

Der har været stor, offentlig debat om planerne for et udrejsecenter på Lindholm. (Arkivfoto). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Når Mette Frederiksen skal forsøge at få samlet støtte til en regering bag sig, har flere partier, bl.a. Radikale Venstre, allerede tilkendegivet en række krav, hun skal forholde sig til. Men det er ikke kun de andre partier, der har forventninger til den potentielle statsminister.

Det har hendes eget bagland også.

Fremtrædende socialdemokrater i Vordingborg Kommune tror, håber og forventer, at en rød regering vil få stoppet planerne om at lave et udrejsecenter for kriminelle afviste asylansøgere på øen Lindholm i Stege Bugt.

- Jeg forventer, at når man kigger på det her med fornuftige briller, så bruger man ikke trekvart milliard skattekroner på det. Det tror jeg, enhver med sund fornuft kan se, fortæller borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed.

Den lokale folketingskandidat Brian Bressendorff er enig. Han er ligesom borgmesteren klar til at kæmpe løs for at få centret stoppet. Han kalder det "et tudetosset projekt".

- Nu skal vi kæmpe løs for det her. Jeg kommer til at arbejde på de interne linjer for at sikre, at vi påvirker situationen.

- Det er den vigtigste enkeltstående lokalsag for os. Så vi skal sætte os ned og finde ud af, hvor det præcis er, vi skal trykke for at vinde den her kamp.

Har savnet en klar udmelding

Udrejsecenterplanerne blev en realitet under finanslovsforhandlinger i november sidste år. Her aftalte VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti at oprette udrejsecentret på øen, der har været brugt til dyreforsøg.

Dengang stemte Socialdemokratiet blankt til forslaget. Men efter at rød blok i går vandt valget, føler de to sydsjællandske socialdemokrater sig sikre på, at de får deres vilje.

Øen Lindholm ligger midt i Stege Bugt.

Mikael Smed har før opfordret partitoppen til at få det stoppet, men nu vil han gøre det igen.

- Og det er nok meget mere relevant nu, hvor hun formentlig bliver statsminister, så hun kan svinge taktstokken og træffe beslutninger.

- Borgerne her har følt, at når Socialdemokratiet ikke meldte klart ud, så vidste man ikke, hvad der skulle ske, siger han.

- Jeg skal nok få tid og plads til mine inputs om det her.

Brian Bressendorff, der håber og tror, han er med i opløbet om et mandat i Sjællands Storkreds, er overbevist om at med så pænt et rødt flertal, så bliver planerne lagt i graven.

Han har fuld forståelse for, at partitoppen ikke har kunnet melde noget klart ud, da de har manglet analyserne fra regeringen.

- Som lokal kandidat har man savnet meget klare udmeldinger. Det er et håbløst projekt, og det har vi sagt til partitoppen mange gange. Men især under en valgkamp har jeg savnet en klar udmelding, og det har jeg ikke lagt skjul på.

- Men det har vi ikke kunnet få, siger han. Nu vil de lokale socialdemokrater i Vordingborg finde ud af, hvordan de kommer videre - og hvordan de får det stoppet. Det er stadig deres plan.

En sprængfarlig cocktail

Problemet med udrejsecentret er, at det koster en masse skattepenge, og at det kan skabe "en sprængfarlig cocktail" i lokalsamfundet. Det forklarer de to socialdemokrater.

- Øen ligger midt i et lokalsamfund. Man kan hurtigt komme med færge fra øen. Og så placerer man kriminelle indvandrere midt i et lokalområde. Det kan man ikke være bekendt, siger Brian Bressendorff.

Borgmester Mikael Smed så hellere, at man brugte pengene på at overbevise asylansøgernes hjemlande.

- Når vi bruger så mange penge - trekvart milliard - skal vi så ikke hellere lave aftaler med de lande, der ikke vil tage imod deres borgere? Hvis nu man brugte penge på, for eksempel, at Iran tog i mod deres borgere, så løste man problemet, siger han.

De håber begge på, at det bliver prioriteret af en ny regering hurtigst muligt - og føler sig ikke ladt i stikken af partitoppen.

- Men nogle gange ønsker man sig mere, end man lige kan få. Og sådan har det været her. Men jeg er overbevist om, at vi kan ændre det nu.

Både SF, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten stemte imod forslaget om Lindholm i Folketingssalen. Socialdemokratiet stemte blankt, da de støtter idéen om et tredje udrejsecenter, men er usikre på, om Lindholm er den rette løsning.

Facebook
Twitter