S-profil om Venstres valgannonce: I lyver om vores politik

Dan Jørgensen mener, at Venstre bringer usande oplysninger om S-skattepolitik.

Som et nyt træk i valgkampen er Venstre gået ud med en annonce, som partiet blandt andet har delt på Twitter og på partiets hjemmeside.

Venstre oplister i annoncen en række punkter, der skal vise, hvor Socialdemokratiet vil indføre 'skattehop', men ifølge næstformand i Socialdemokraternes folketingsgruppe, Dan Jørgensen, er de fleste punkter direkte usande.

S-politikeren kommer med en hård kritik af Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussen for at bruge "fri fantasi" om Socialdemokratiets skattepolitik.

- De lyver simpelthen bare om vores politik, siger Dan Jørgensen (S) til DR Nyheder.

Titlen på annoncen er 'Skattestop eller skattehop' - og et blåt og et rødt felt markerer, hvordan Venstres og Socialdemokratiets skattepolitik - ifølge Venstre - adskiller sig.

I det blå felt slår Venstre fast, at partiet går til valg på et skattestop. Som det uddybes på partiets hjemmeside, indebærer skattestoppet, at ingen skat eller afgift vil blive sat op, uden at andre skatter eller afgifter bliver sat tilsvarende ned.

I det røde felt skriver Venstre, at 'Socialdemokratiet går til valg på skattestigninger', og der nævnes ni punkter, der skal vise, hvor oppositionspartiet vil indføre et 'skattehop'.

Blandt andet nævnes der iværksætterskat, genindførelse af licensen og dyrere boliglån. Ved nogle af punkterne er der sat spørgsmålstegn - eksempelvis 'højere skat på arbejde?'.

Kalder de fleste påstande usande

Men næsten alle punkterne er direkte løgn, lyder det hårde modangreb fra Socialdemokratiets næstformand, Dan Jørgensen.

- Jeg må sige, at jeg synes, det er en smule trist, at vi har en statsminister, der har lagt al værdighed og integritet på hylden, siger Dan Jørgensen.

Ifølge Dan Jørgensen er syv ud af ni påstande enten helt forkerte eller vildledende.

Han siger, at det er korrekt, at Socialdemokratiet vil indføre en højere aktieskat. Derudover er det også rigtigt, at Socialdemokratiet vil tilbagerulle en skatterabat, som regeringen har givet til virksomhedsarvinger.

Men derudover er punkterne ifølge Dan Jørgensen "taget ud af den blå luft".

- Det er simpelthen løgn, når regeringen hævder, at vi har tænkt os at gå ind og hæve skatterne generelt i Danmark. Men vi har tænkt os, at bankerne, som havde et overskud på 30 mia kroner sidste år, skal bidrage mere, så vi kan finansiere en tidligere tilbagetrækning til folk, der er nedslidte, siger Dan Jørgensen.

Venstres annonce bliver kritiseret af S-politiker Dan Jørgensen for at bringe usande påstande om Socialdemokratiets skattepolitik.

- Derudover har vi tænkt os at omlægge arveafgiften, så helt almindelige mennesker skal betale mindre i arveafgift, hvorimod dem, der arver store beløb, skal betale mere i arveafgift, tilføjer S-politikeren.

Skatteminister: Står inde for budskab

Til DR Nyheder siger skatteminister Karsten Lauritzen (V), at han "står inde for budskabet i den pågældende annonce".

- Det er ikke gætværk. Det baserer sig på de diskussioner, der har været nede i folketingssalen. Det handler om, at Socialdemokratiet har nogle ting i de skattelettelser, vi har gennemført, som de vil rulle tilbage, og så har de nogle ting, hvor de nægter at forholde sig til det, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

- Det er helt rimeligt, at de går til valg på øgede skatter. Jeg kan bare slet ikke forstå, hvorfor de ikke bare siger det. Men særligt Socialdemokratiet er jo meget opmærksomme på, at de ikke begår løftebrud.

- Nu har jeg ikke lavet den pågældende annonce, men jeg kan stå inde for budskabet. Venstre står for et skattestop, og Socialdemokratiet fører klassisk socialdemokratisk skattepolitik, tilføjer skatteminister Karsten Lauritzen.

Opdateret: Dan Jørgensen er ikke næstformand i Socialdemokratiet, men næstformand i partiets folketingsgruppe.

Facebook
Twitter