SF kræver opgør med 'politikerpensioner på speed' skrevet ind i regeringsgrundlag

Støttepartiet vil forpligte en ny regering til at skrive ind i et regeringsgrundlag, at politikernes lukrative pensioner skal sløjfes.

Jacob Mark vil have politikerpensioner op i regeringsforhandlinger, hvis SF er med i dem. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Hvis SF efter valget kommer i en position til at forhandle et nyt regeringsgrundlag, har partiet et særligt krav med til forhandlingerne.

- Vi vil kræve, at man afskaffer de lukrative pensioner, hvor politikere kan optjene en livslang pension langt hurtigere end den almindelige befolkning, siger partiets gruppenæstformand, Jacob Mark.

Han efterlyser især et opgør med det, han kalder "pensioner på speed", fordi politikere på kort tid optjener en livslang pension.

Eksempelvis har statsminister Mette Frederiksen som blot 44-årig optjent ret til en livslang pension på over 53.000 kroner hver måned, fordi hun har siddet mere end 20 år i Folketinget og mere end syv år som minister.

- For mig handler det ikke om Mette Frederiksen. Det handler om, at vi fra gammel tid har nogle fuldstændig urimelige vilkår med lukrative pensioner og skattefri tillæg. Jeg tror ikke, det gør noget godt for befolkningens tillid til politikere, og derfor skal vi have lavet det om, siger Jacob Mark.

Ikke et ultimativ krav

Kravet er ikke ultimativt, for SF stiller ikke ultimative krav i denne valgkamp, understreger Jacob Mark. Men han lover at "stå hårdt" på kravet i forhandlingerne på den anden side af valget. I sidste ende er det et spørgsmål om danskernes tillid til de folkevalgte, mener han.

- Vi er bekymrede over, at tilliden til politikere er dalende. Vi får igen og igen spørgsmål om, hvorfor politikere skal have langt bedre vilkår end befolkningen generelt.

Hvis det ikke er et ultimativt krav, er det så ikke en gratis omgang at stå og sige det?

- Det synes jeg ikke, for er noget kun noget værd i dansk politik, hvis man gør det ultimativt? En masse af den politik, vi har fået igennem, har ikke været ultimative krav, men vi har fået det igennem alligevel. Sådan vil det også være med det her.

Herunder kan du se, hvor hurtigt folketingsmedlemmer og ministre optjener deres livslange pensioner:

SF: Vi havde næsten en aftale, men så sprang S og V fra

For præcis tre år siden satte partierne på Christiansborg sig faktisk ned omkring forhandlingsbordet for at få bragt bedre balance i deres egne løn- og pensionsvilkår.

Det skete, da Socialdemokratiet og Venstre i en kovending pludselig accepterede at forhandle ud fra anbefalingerne fra den såkaldte Vederlagskommission fra 2016. Anbefalingerne gik groft sagt ud på at skære i de særlige pensioner og privilegier mod i stedet at sætte lønnen op. Det ville gøre den samlede lønpakke mere gennemskuelig end i dag, hvor der både er skattefrie tillæg og livslange pensioner.

- Vi var godt på vej, og det lignede, at man endelig var klar til at ændre i sine egne pensioner. Men så sprang de store partier i målet, siger Jacob Mark i dag og peger specifikt på Socialdemokratiet og Venstre.

- Regeringen og Venstre holder stædigt fast i, at hvis man skal afskaffe den fuldstændig urimelige pensionsordning, som ministre har i dag, så skal de stige i løn. Men det tør de ikke, for det ved de godt vil være upopulært hos befolkningen. Og så ender det med, at man ikke kan lave en aftale, siger Jacob Mark og tilføjer:

- Så siger jeg bare: Drop da den idé om, at man skal stige i løn for at få en almindelig pension. Det er der ikke noget rimelighed i.

I har i SF selv været regeringens støtteparti i over tre år. Burde I ikke have gjort mere for at få det her igennem, hvis I virkelig mener det så meget, som du står her og siger?

- Jeg synes faktisk, jeg er kommet længere end nogen andre ordførere er kommet hidtil. Det lykkedes at få indkaldt til forhandlinger, det lykkedes nærmest at få lavet en aftale. Men det er svært for mig at gøre noget ved, at de store partier springer i målet, siger Jacob Mark.

'Det er åbenlyst en pinagtig sag for Venstre og Socialdemokratiet'

SF står ikke alene med kritikken af Socialdemokratiet og Venstre. Også de to andre partier bag Vederlagskommissionen, Konservative og Radikale, langer ud efter de to traditionelle statsminister-partier.

- Der er ikke brug for flere kreative undskyldninger for at få udskudt en aftale. Det er åbenlyst en pinagtig sag for både Venstre og Socialdemokratiet, siger Rasmus Helveg Petersen, der er radikalt medlem af Folketingets Præsidium.

- Det vil formentlig også medføre en del kritik, hvis man sætter lønnen op, når man sætter pensionen ned. Men det er helt nødvendigt at gøre, tilføjer han.

Hos Konservative har gruppeformand Mai Mercado flere gange i løbet af årene kritiseret netop Venstre og Socialdemokratiet for at spænde ben for en aftale.

Og det er stadig dem, der er "store problemer med", siger hun i dag. Partierne var ellers i hendes optik "meget tæt på at lande en aftale" for tre år siden, da Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, indkaldte til forhandlinger:

- Men det viste sig, at han nok ikke helt havde det mandat i ryggen, som han selv troede. Så blev han minister, og så kom der en ny gruppeformand, og så blev det hele lagt på is. Det er helt utilfredsstillende, at det hele bare er gået i stå, siger Mai Mercado.

Sprængfarligt spørgsmål

Det politisk sprængfarlige spørgsmål er netop, om en ny lønaftale skal følge logikken fra Vederlagskommissionens anbefalinger, hvor lønnen hæves, når pensionen forringes.

Det har Venstre og Socialdemokratiet tidligere argumenteret for rimeligheden i. Men det er omvendt også det, der har spændt ben for en aftale, fordi politikerne nødigt vil skulle forsvare en stor lønstigning til sig selv - selvom de omvendt mister tilsvarende på pensionen.

Både Radikale og Konservative vil gerne forhandle ud fra Vederlagskommissionens anbefalinger. Det er SF også åben for, selvom Jacob Mark helst ville skubbe lønstigninger helt af forhandlingsbordet.

- Men hvis det er det, der skal til for at lande et kompromis, så lad os følge det, som Vederlagskommissionen siger, siger Jacob Mark.

Alternativt vil han bede Vederlagskommissionen komme med et "nyt og moderne bud", der ikke indeholder lønstigninger til ministrene.

Socialdemokratiet er 'indstillet' på SF's krav

Tilbage til SF's krav om at få politikerpensionerne skrevet ind i et regeringsgrundlag efter valget. Det er Socialdemokratiet indstillet på, lyder svaret fra fungerende politisk ordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.

Pernille Rosenkrantz-Theil afviser kritikken af, at det er Socialdemokratiets skyld, at der ikke er landet en aftale i denne valgperiode. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ritzau Scanpix)

- Politiker-pensioner skal i højere grad afspejle arbejdsmarkedet og samfundet i øvrigt. Men vi vil ikke være med til at gøre det på en måde, hvor der så samtidig kommer en stor lønstigning til nogle af os gamle folketingsmedlemmer, siger hun.

Dermed afviser Socialdemokratiet at følge Vederlagskommissionens anbefalinger om at hæve lønnen, når pensionen forringes.

Kan du love, at der kommer en ny aftale om jeres løn og pension, hvis I fortsat har magten efter valget?

- Jeg kan kun love noget på vegne af Socialdemokratiet. Vi skal jo kunne blive enige med hinanden, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Kan du forstå, hvis der sidder nogen derude, der får politikerlede, når de hører, at I ikke kan love noget på den anden side af valget - efter tre år, hvor I har siddet for bordenden?

- Det, at der er den slags pensionsforhold, skaber politikerlede. For det er ikke i orden. Men det, at vi ikke kan lande en aftale, tror jeg faktisk omvendt godt, folk kan forstå - at vi ikke kan forandre på ting, hvis der ikke er flertal, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Og det er ikke jeres skyld, at der ikke er landet en aftale, selvom I har haft regeringsmagten i tre år og siddet for enden af forhandlingsbordet og sagt, at der ville komme en aftale?

- Det kan du spørge hvert enkelt parti om. Hvem har ansvaret for, at vi ikke kan blive enige?

SF vil pege på, at Mette Frederiksen skal blive siddende for enden af forhandlingsbordet og fortsætte som statsminister efter valget - men denne gang vil SF også gerne være med i regeringen. Bliv klogere på partiet her: