SF stiller ultimative krav til Frederiksen

Det skal være slut med kontanthjælpsloft, og der skal indføres minimumsnormeringer i daginstitutioner, lyder det fra SF.

Pia Olsen Dyhr (SF) stiller ultimative krav til Mette Frederiksen (S). Men hun vil stadig gøre hende til statsminister. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, skal hun ikke regne med, at SF lægger stemmer til hendes første finanslov, med mindre hun opfylder to ultimative krav.

Sådan lyder det i dag i Politiken fra SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, der insisterer på, at en kommende regering skal afskaffe kontanthjælpsloftet og lave en plan for at indføre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver.

- Hvis SF skal stemme for en finanslov, skal dette her være en del af den, ellers lægger SF ikke stemmer til. Den første finanslov skal være børnenes finanslov, for man skal kunne mærke, at der er kommet en ny regering til i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.

Vil stadig pege på Mette Frederiksen

At SF nu stiller ultimative krav vil dog ikke få indflydelse på regeringsdannelsen efter valget. Her står partiet stadig fast på at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Det er først senere på året, kravene kommer i spil.

- SF peger uden tvivl på Mette Frederiksen som statsminister. Det skal der ikke være tvivl om. Men vores stemmer skal jo også betyde noget for den fremtidige politik i Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.

Og det er meget bevidst, at SF vælger netop de sager som slagmark. Socialdemokratiet har hidtil stillet sig skeptisk over for minimumsnormeringer.

- Det handler om, at børnene skal opleve, at vi har fået en ny regering. Derfor skal der selvfølgelig være mere pædagogisk personale til de børn, der er i vuggestuer og børnehaver, og de børn, der lever i fattigdom, skal mærke, at de får lidt flere penge, siger Pia Olsen Dyhr.

Facebook
Twitter