Sideordnet, kredsvis eller en kombi: Er du også forvirret over rækkefølgen på stemmesedlen?

Partierne har flere forskellige muligheder for at opstille deres kandidater på din stemmeseddel.

De forskellige opstillingsformer har stor indflydelse på, hvilke kandidater der bliver valgt ind for partiet. De personlige stemmer er vigtigere ved nogle former end andre. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Grundlovsdag nærmer sig, og dermed er det også ved at være tid til at sætte sit kryds til folketingsvalget.

Og når du får stemmesedlen i hånden og træder ind i stemmeboksen, så vil du kunne opdage, at partierne har forskellige måder at opstille kandidaterne på.

Nogle steder vil kandidaternes navne stå i alfabetisk rækkefølge, andre steder vil de være prioriteret, mens der nogle steder kan stå ét navn øverst med fed. Og det kan virke ganske forvirrende for den almene vælger.

Det skyldes, at der er flere forskellige opstillingsformer til et folketingsvalg, som både har indflydelse på udseendet af din stemmeseddel, men også på hvilken kandidat der i sidste ende bliver valgt ind.

I tidens løb er der kommet flere og flere muligheder, og partierne vælger selv, om de vil bruge den ene eller den anden form, eller om de vil kombinere dem.

- Det gør, at vi ender i den her absurde situation, hvor vi sidder her og har læst det fire gange, og så er vi stadig i tvivl, fordi det simpelthen er kompliceret, siger valgforsker Kasper Møller Hansen.

- Ligegyldigt hvordan du formidler det her, er der ingen, der har fattet det til i morgen, tilføjer han til DR's journalist.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet er der to overordnede former at opstille sine kandidater på: 'sideordnet opstilling' og 'kredsvis opstilling'. Der er dog en lang række forskellige muligheder inden for de to former.

Ved dette valg er det ifølge Kasper Møller Hansen kun Enhedslisten og Stram Kurs i enkelte kredse, der benytter sig af kredsvis opstilling i den form, der hedder 'partiliste'. Resten bruger 'prioriteret sideordnet opstilling'.

Herunder kan du blive klogere på forskellene på de forskellige opstillingsformer.

1

Kredsvis opstilling

Hvis partierne vælger kredsvis opstilling, kan de kun opstille én kandidat i hver opstillingskreds. Den kandidats navn vil så stå skrevet øverst med fed på stemmesedlen hos vælgere i denne kreds.

Derefter vil restens af partiets kandidater i storkredsen så stå skrevet i alfabetisk rækkefølge. Ved denne opstilling vil alle partistemmer tilfalde opstillingskredsens kandidat.

Partierne kan dog også vælge at benytte sig af det, der hedder 'partiliste', som giver mulighed for at liste kandidaterne i en prioriteret rækkefølge.

Det vil også få indflydelse på partistemmerne, der vil blive fordelt ovenfra og ned.

- Det vil sige, at nummer et på listen vil få alle partistemmerne oveni i de personlige stemmer, siger Kasper Møller Hansen.

- Så hvis der er kommet 1.000 partistemmer, skal han måske kun bruge 200 af dem til at komme ind, og så bliver de 800 sendt til nummer to og så videre.

Det betyder, at kandidaterne i langt de flest tilfælde vil opnå valg efter listens rækkefølge, selvom kandidaterne længere nede på listen har fået flere personlige stemmer end dem, der bliver valgt. En kandidat kan dog godt ’sprænge listen’ med særligt mange stemmer.

- Men det er mildest talt vanskeligt, siger Kasper Møller Hansen.

2

Sideordnet opstilling

Størstedelen af partierne vælger at benytte sideordnet opstilling, der giver mulighed for at opstille flere kandidater i hver opstillingskreds. Oftest vil alle kandidater i en storkreds være opstillet i alle opstillingskredse.

Traditionelt har kandidaterne været listet alfabetisk ved sideordnet opstilling, men en lovændring fra 2017 har gjort det muligt for partierne at lave en prioriteret opstilling af kandidaterne. Her vælger partierne selv rækkefølgen på stemmesedlen.

Før har partierne kunnet nominere en spidskandidat til at stå øverst på stemmesedlen, men det nu udgået til fordel for den prioriterede opstilling.

Når stemmerne skal fordeles, får kandidaterne en forholdsmæssig andel af partiets stemmer i opstillingskredsen oven i de personlige stemmer.

Men også her træder en ny regelændring i kraft, som gør det muligt for partierne at lade antallet af personlige stemmer alene afgøre, hvem der bliver valgt ind.

Nogle partier har nemlig brokket sig over, at det i sjældne tilfælde kunne lade sig gøre, at en kandidat blev valgt ind foran en anden kandidat i samme storkreds, der ellers havde flere stemmer.

Det skyldtes, at partistemmerne blev fordelt inden for opstillingskredsene, og det dermed kunne være en fordel at være opstillet i en stor opstillingskreds.

- Du kunne have en situation, hvor Peter havde fået 98 stemmer og Aase havde 100, men fordi Peter stillede op i en større kreds, blev han alligevel valgt ind, siger Kasper Møller Hansen.

Men det kan altså undgåes nu med den nye valgmulighed, hvor partistemmerne tages ud af ligningen.

3

Hvorfor vælge det ene frem for det andet?

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen handler valget mellem de to opstillingsformer om, hvor meget magt partierne vil have over, hvem der bliver valgt ind, og hvor meget magt vælgerne skal have.

- Hvis man vælger partilisten, kan man som parti styre rækkefølgen meget mere, end hvis man vælger den sideordnede opstilling, siger han.

Tankerne bag partilisten er, at partiet i højere grad end vælgerne ved, hvem der så at sige er gode politikere og gode til arbejdet i kulissen og dermed mest har fortjent at stå højest på listen.

- Derfor vælger nogle at prioritere kollektivet og partiets tanker. Modsat hvis man vælger den sideordnede opstilling, er det mere vælgerne, der bestemmer rækkefølgen af kandidaterne, der bliver valgt ind, siger Kasper Møller Hansen.

Facebook
Twitter