Sidste måling før valget: Tre partier balancerer på spærregrænsen

Oppositionen har fortsat en solid føring i en ny Epinion-måling.

Målingen viser, at Liberal Alliance står til 2,4 procent af stemmerne – med en usikkerhed på 0,6 procent i begge retninger. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Liberal Alliance, Stram Kurs og Kristendemokraterne er alle på vippen til at komme i Folketinget ved valget onsdag.

Den sidste Epinion-måling inden valget giver de tre partier en opbakning tæt på de magiske to procent af stemmerne, der er spærregrænsen for at komme i Folketinget.

Grundet den statistiske usikkerhed kan man dog ikke fastslå, om Liberal Alliance, Stram Kurs og Kristendemokraterne står til at komme over eller under spærregrænsen.

Målingen viser, at Liberal Alliance står til 2,4 procent af stemmerne – med en usikkerhed på 0,6 procent i begge retninger.

- 2,4 procent er selvfølgelig ikke et tilfredsstillende niveau, men efter Lars Løkkes udmelding om, at han aktivt arbejder for at blive minister i en socialdemokratisk regering, må valget for alle borgerlige, liberale vælgere stå lysende klart, skriver Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund i en sms.

Målingen viser den laveste vælgeropbakning i en Epinion-måling for Anders Samuelsens parti i over ni år. Man skal tilbage til marts 2010 for at finde en lavere vælgeropbakning til Liberal Alliance. Dengang lå partiet på bare 0,5 procent.

Risikerer I at ryge ud af Folketinget?

- Nej. Det samme spurgte I om dengang (i 2010, red.), og da røg vi heller ikke ud, lyder det fra Christina Egelund.

Ved valget i 2015 fik Liberal Alliance 7,5 procent af stemmerne. Omkring to ud af tre LA-vælgere har dermed forladt Anders Samuelsen og co., hvis den aktuelle måling på 2,4 procent holder stik.

Rasmus Paludans parti, Stram Kurs, får 1,9 procent i målingen – med en usikkerhed på plus/minus 0,5 procent. Og også Kristendemokraterne ligger under spærregrænsen i målingen: 1,7 procent - med en usikkerhed på 0,5 procent i begge retninger.

Nedtur for DF

Også for Dansk Folkeparti er målingen deprimerende læsning. Partiet går atter tilbage og har for første gang i over 10 år under ti procent i vælgeropbakning i en måling fra Epinion.

9,6 procent vil stemme på Dansk Folkeparti, viser den nye måling – med en statistisk usikkerhed på 1,2 procent. Ved folketingsvalget i 2015 stemte 21,1 procent af vælgerne på Dansk Folkeparti.

Og gruppeformand Peter Skaarup er da også meget utilfreds med det aktuelle niveau.

- Det er selvfølgelig et træls resultat, hvis det ender sådan. Men jeg vil sige, at stemningen er god, når vi er ude og møde vælgerne. Og jeg vil også sige, at det ser ud til i den her måling at en række partier ligger lige over og lidt under spærregrænsen, og det er klart, det her i slutspurten godt kan føre til, at nogle vælgere siger: Vi vil være sikre på, at vores stemmer bliver brugt til noget, derfor stemmer vi på Dansk Folkeparti, siger Peter Skaarup.

Rød blok har flertal

Overordnet set viser målingen, at partierne i rød blok – Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten - tilsammen kan mønstre 50,9 procent. Her er den statistiske usikkerhed 2,0 procent.

Alternativet står til 3,4 procent. Lægger man de to tal sammen giver det 54,3 procent – og dermed en solid føring til oppositionen.

I blå blok har Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti tilsammen 38,9 procent. Nye Borgerlige får 2,7 procent af stemmerne – med en statistisk usikkerhed på 0,7 procent. Dermed står Pernille Vermund ifølge målingen til at komme i Folketinget.

Socialdemokratiet står til 25,7 procent. Hvis det bliver en realitet i morgen, går partiet dermed tilbage sammenlignet med sidste folketingsvalg i 2015, hvor 26,3 stemme på liste A. Politisk ordfører Nicolai Wammen er dog særdeles tilfreds.

- Vi har en god fornemmelse i maven. Jeg tror, at rigtigt mange danskere i morgen ønsker en ny regering og en ny retning for Danmark. Hvis man skal være sikker på at få det, så skal man stemme på Socialdemokratiet, siger Nicolai Wammen.

Partiet Klaus Riskær Pedersen står til 0,5 procent af stemmerne – med en statistisk usikkerhed på 0,3 procent.

Ligner fremgang til Venstre

Dagens måling fra Epinion viser en fortsat tendens til, at flere og flere vælgere i løbet af valgkampen har tilsluttet sig Venstre. Målingen viser en vælgeropbakning på 20,7 procent til Venstre, godt ét procentpoint over valgresultatet i 2015.

Men da Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ifølge målingen kan se frem til en ordentlig vælgerlussing onsdag, er der sandsynlighed for, at partiet må afgive statsministerposten til rød blok.

Politisk ordfører, Britt Bager, ønsker dog ikke et forholde sig til skæbnen for de øvrige partier. Venstre har fuldt fokus på Venstre, fortæller hun.

- Den her måling bekræfter mig sådan set bare i det, jeg oplever, når jeg er ude at tale med vælgere: At folk grundlæggende synes, der er styr på Danmark; økonomien er stærk, og der er styr på asyltilstrømningen, siger hun.

Målingen fra Epinion er baseret på 2.414 besvarelser fra borgere, som har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes onsdag. Målingen er foretaget mellem klokken 11 og 19 i dag.

I løbet af indsamlingen meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen ud, at han ikke længere tror på en VLAK-regering.

Kl. 22:06: Opdateret med kommentar fra Britt Bager, politisk ordfører for Venstre.

Facebook
Twitter