Skuffet DF-bagland kritiserer partitop: 'Vi har været for flinke'

Uklare meldinger har kostet DF valgsejren, lyder det fra flere medlemmer.

Ansvaret for den store vælgerlussing ligger hos Dansk Folkepartis ledelse på Christiansborg, mener Poul Rikardt Jørgensen, der er 2. viceborgmester i Ishøj Kommune og har været medlem af Dansk Folkeparti siden 1996. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er sorgens dag for mange politikere i Dansk Folkeparti.

I nat gik partiet fra at have 37 mandater i Folketinget til blot 16, hvilket i aftes fik partiformand Kristian Thulesen Dahl til at beskrive resultatet som en klar lussing fra vælgerne.

Og de svundne mandater frustrerer også flere medlemmer af partiet.

- Det er en tragisk tilbagegang, og det er aldeles ufortjent med den lussing, lyder det fra viceborgmester i Aabenraa Kommune, Eiler Schütt (DF).

Manglede at vise vælgerne de gode resultater

Flere af partiets medlemmer peger på, at Dansk Folkeparti ikke har været gode nok til at fortælle om de forandringer, som partiet har været med til at gennemføre i den seneste regeringsperiode.

- Vi har været for flinke undervejs og ikke synliggjort i et tydeligt sprog, hvilke fremragende resultater vi har opnået, lyder det fra viceborgmesteren Eiler Schütt.

Han bakkes op at folketingskandidat René Christensen, der er opstillet for DF i Sjællands Storkreds. Også han mener, at manglende opmærksomhed på DFs resultater, har skubbet vælgerne væk.

Det er de personlige stemmer, der nu afgør, om Alex Ahrendtsen får en plads i Folketinget de næste fire år, efter Dansk Folkeparti er gået fra fire mandater til to på Fyn. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

- Det kan lyde mærkeligt, men jeg tror, at vi har fået så meget igennem, at vi ikke har haft tid til at fortælle, hvad der er kommet igennem. Vi har ikke forklaret vælgerne, hvorfor forskellige ting er kommet igennem finansloven eller andre forhandlinger. Vi skal være bedre til at fortælle om vores sejre, siger han.

Af samme grund skulle DF også være gået i regering tilbage i 2015, mener Eiler Schütt.

- Jeg hører mange steder fra, at vi er nogle tøsedrenge, fordi vi ikke gik med i regering. Vores indflydelse havde været mere synlig inde fra en regering, siger han.

'Ansvaret ligger på Christiansborg'

2. viceborgmester i Ishøj Kommune, Poul Rikardt Jørgensen, har været medlem af DF siden 1996. Han retter kritik mod Christiansborg og den uklare kommunikation omkring samarbejdet med rød blok.

- Man har prøvet at lodde stemningen og se, om der skulle være et samarbejde med Socialdemokratiet på landsplan. Jeg har slået til lyd for, at det skal kunne lade sig gøre, for det har vi praktiseret igennem otte år herude i Ishøj Kommune, siger han.

Og når det fungerer kommunalt, kan det også fungere på landsplan, vurderer han.

- Man har altså ikke skåret brødet godt nok ud fra DF-ledelsen. Det er uklart, om man vil danse med Løkke eller Mette Frederiksen. Sådan nogle forvirrende udmeldinger er medvirkende til, at vi er gået så meget tilbage, siger Poul Rikardt Jørgensen og tilføjer:

- Det er den politik, man vil føre efter valget, der har været uklar - og det er den stadig den dag i dag.

Personlige stemmer afgør kandidaters fremtid

På Fyn og Sjælland er stemningen også trykket blandt DFs Folketingskandidater. Blandt andre Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen ved endnu ikke, om han fået stemmer nok til at komme i Folketinget.

- Det er en mærkelig fornemmelse, man sidder med, for jeg synes, vi har gjort det rigtigt godt. Særligt har vi skabt resultater i Region Sjælland, hvor jeg også selv er valgt, siger René Christensen, der ikke har oplevet utilfredse vælgere, når han har besøgt lokalområderne i storkredsen.

Finansordføreren i Dansk Folkeparti, René Christensen, er skuffet over den manglende opbakning til partiet på Sjælland. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- Vi har fremrykket en Storstrømsbro, vi har fået uddannelse til Kalundborg, Kalundborgmotorvejen er kommet på, og vi har sørget for flere sygeplejeruddannelser. Så jeg havde ikke regnet med, at Region Sjælland var et af de steder, hvor vi gik så meget tilbage, siger han.

I Sjællands Storkreds fik Dansk Folkeparti 10,9 procent af stemmerne, og det betyder, at de går fra syv til bare tre mandater i storkredsen.Nedenfor kan du se mandat- og stemmefordelingen for Sjællands Storkreds

René Christensens partikollega Alex Ahrendtsen, som er opstillet på Fyn, har fået stemmer nok til at fortsætte i Folketinget, men også han er berørt af partiets valgresultat.

- Det var en vælgerlussing, og der er ingen grund til at tale uden om. Det er et fravalg af Dansk Folkeparti. Jeg hænger med skuffen, siger han og tilføjer:

- Jeg synes, at vi har gjort et godt stykke arbejde, så jeg forstår ikke, at vi har fået den kæmpe lussing. Det er over hele linjen, at vi afgiver nogle mandater. Det er ret voldsomt, må jeg sige.

Nedenfor kan du se mandat- og stemmefordelingen for Fyns Storkreds

De personlige stemmer forventes at være talt endeligt op i løbet af torsdag eftermiddag.

Facebook
Twitter