Socialdemokrat fik hver femte stemme i sin storkreds: Se valgets top 21

To bornholmere topper listen over dem, der forholdsvist fik flest stemmer.

En ud af fem bornholmere, der stemte i onsdags, satte deres kryds ved Lea Wermelin (S). (Foto: Thomas lekfeldt © Thomas Lekfeldt)

25.283 bornholmere var i onsdags en tur i stemmeboksen.

Og her satte hver femte af dem kryds ved socialdemokraten Lea Wermelin.

Dermed er den 34-årige bornholmer den politiker, der er blevet valgt ind i det nye folketing med den størst mulige andel af stemmerne.

Selvom den bornholmske politiker allerede er medlem af Folketinget og er bæredygtighedsordfører for Socialdemokratiet, er hun nok ikke det mest kendte ansigt uden for solksinsøen.

Peter Juel-Jensen (V) i folketingssalen. Stemmeslugeren fra Bornholm er Venstres forsvarsordfører. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Lige i hælene på Lea Wermelin ligger en anden bornholmer - nemlig Peter Juel-Jensen, som er valgt i Folketinget for Venstre.

Han har fået 4.640 personlige stemmer i Bornholms Storkreds, svarende til 18,4 procent af de bornholmske stemmer.

Bornholms Storkreds er med 31.214 stemmeberettigede den absolut mindste af de 10 storkredse.

Statsministerkandidater topper stadig i personlige kryds

Så selvom Lea Wermelin og Peter Juel-Jensen står øverst på listen, er det ikke dem, der på landsplan har fået flest personlige stemmer i antal. Det har de to statsministerkandidater Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), men de har så også været opstillet i storkredse, hvor langt flere vælgere kan finde dem på stemmeseddelen.

Hvis vi ser på de enkelte storkredse, er det fortsat Mette Frederiksen (S), der har fået størst andel af de mulige stemmer blandt partilederne, nemlig 11,9 procent.

Lars Løkke Rasmussen (V) overhales af partikollegaen Inger Støjberg (V), som har fået 8,8 procent af stemmerne i sin storkreds i det vestjyske, mens Lars Løkke Rasmussen kun har fået 7,8 procent af vælgernes kryds i Sjællands Storkreds.

Partiformænd overhales af kollegaer

En anden, der overhales i forhold til andelen af personlige stemmer, er Pia Olsen Dyhr, formand for SF: Med 0,1 procentpoint overhaler gruppeformand Jacob Mark sin partiformand i andelen af personlige stemmer i sin storkreds.

Han har nemlig fået 4,5 procent af stemmerne i Sjællands Storkreds, mens Pia Olsen Dyhr (SF) kun har fået 4,4 procent af stemmerne i hovedstaden.

Formanden for Radikale Venstre Morten Østergaard blev overgået også af en partikollega i andel af personlige stemmer:

Ida Auken fik 21.723 krydser ved folketingsvalget, og det svarer til 4,8 procent af stemmerne i Københavns Storkreds, hvor hun stiller op. Morten Østergaard fik 3,6 procent af stemmerne i Østjyllands Storkreds.

Her kan du se, hvem der ligger på top 21 over personlige stemmers andel af de afgivne af stemmer i storkredsen:

  1. 1

    Lea Wermelin (S) fik 20 procent af stemmerne i Bornholms Storkreds

  2. 2

    Peter Juel-Jensen (V) fik 18,4 procent af stemmerne i Bornholms Storkreds

  3. 3

    Mette Frederiksen (S) fik 11,9 procent af stemmerne i Nordjyllands Storkreds

  4. 4

    Inger Støjberg (V) fik 8,8 procent af stemmerne i Vestjyllands Storkreds

  5. 5

    Lars Løkke Rasmussen (V) fik 7,8 procent af stemmerne i Sjællands Storkreds

  6. 6

    Pernille Skipper (EL) fik 7,3 procent af stemmerne i Københavns Storkreds

  7. 7

    Søren Pape Poulsen (K) fik 6,9 procent af stemmerne i Vestjyllands Storkreds

  8. 8

    Tommy Ahlers (V) fik 5,8 procent af stemmerne i Københavns Storkreds

  9. 9

    Kristian Thulesen Dahl (DF) fik 5,3 procent af stemmerne i Sydjyllands Storkreds

  10. 10

    Mattias Tesfaye (S) fik 5 procent aff stemmerne i Københavns Omegns Storkreds

  11. 11

    Preben Bang Henriksen (V) fik 5 procent af stemmerne i Nordjyllands Storkreds

  12. 12

    Karsten Lauritzen (V) fik 5 procent af stemmerne i Nordjyllands Kreds

  13. 13

    Dan Jørgensen (S) fik 4,9 procent af stemmerne i Fyns Storkreds

  14. 14

    Ida Auken (RV) fik 4,8 procent af stemmerne i Københavns Storkreds

  15. 15

    Nicolai Wammen (S) fik 4,7 procent af stemmerne i Østjyllands Storkreds

  16. 16

    Jacob Mark (SF) fik 4,5 procent af stemmerne i Sjællands Storkreds

  17. 17

    Pia Olsen Dyhr (SF) fik 4,4 procent af stemmerne i Københavns Storkreds

  18. 18

    Martin Lidegaard (RV) fik 4,4 procent af stemmerne i Nordsjællands Storkreds

  19. 19

    Sophie Løhde (V) fik 4 procent af stemmerne i Nordsjællands Storkreds

  20. 20

    Jakob Elleman-Jensen (V) fik 3,9 procent af stemmerne i Østjyllands Storkreds

  21. 21

    Nick Hækkerup (S) fik 3,8 procent af stemmerne i Nordsjællands Storkreds

Er du nysgerrig på, hvor mange personlige stemmer de enkelte kandidater fik? Søg på kandidaternes navne i boksen her: