Sofie Carsten Nielsen vil have borgere på Lolland til at droppe gasfyr. Men der er ikke et eneste gasfyr på øen

Det Radikale Venstres partileder skød i dag valgkampen i gang på Lolland med en noget opsigtsvækkende udtalelse.

Sofie Carsten Nielsen (B) var i morges ved at pakke valgbussen og køre til Lolland for at tale med vælgerne om blandt andet gasfyr.

Det var en veloplagt Sofie Carsten Nielsen, der fredag morgen kunne pakke Det Radikale Venstres valgbus og begive sig fra København til Lolland for at føre valgkamp.

Lolland havde nemlig den laveste stemmeprocent ved det seneste folketingsvalg, og derfor så partilederen frem til at tale om politik med de lollandske vælgere.

- Jeg vil gerne ned og tale med folk om nogle af de konkrete løsninger, som jeg synes, vi har i Det Radikale Venstre, og som man måske ikke kender så meget til på Lolland. For eksempel at få nogle flere varmepumper ud til alle dem, der har gasfyr. Dem er der en del af på Lolland, sagde hun.

Der er bare ét problem med den udtalelse.

Der er nemlig ikke nogen gasledning til øen, og Lolland er derfor ikke koblet på gasnettet.

Derfor vækker udtalelsen også opsigt hos Sofie Carsten Nielsens politiske modstander, miljøordfører i Dansk Folkeparti, René Christensen, som også sidder i kommunalbestyrelsen i Guldborgsund Kommune.

- Jeg tænker faktisk, at det er en lille smule pinligt, at man ikke har mere styr på geografien, siger han.

Og selvom der måske er tale om en mindre fejl fra De Radikales leder, så er det alligevel bekymrende, mener René Christensen.

- Hvis ikke det var fordi, at den her situation var så voldsom, så kunne man jo sådan set grine af det. Men det er jo virkelig nogle mennesker, der har svært ved at få varme i deres hus. De her mennesker har brug for hjælp, og så skal man også vide, hvad det er, man taler om.

Også en af de lokale vælgere, Teddy Christensen fra Nakskov, måtte ryste på hovedet over udtalelsen.

- Vi har jo ikke gasfyr hernede. Så det er vel bare valgflæsk og for at gøre sig bekendt hernede.

Sofie Carsten Nielsen: 'Jeg satte mig ind i det, da jeg kom herned'

I Nakskov fik partilederen mulighed for at møde flere lokale vælgere, da hun blandt andet sad bag kassen i den lokale Rema 1000 i løbet af eftermiddagen.

Her måtte hun også erkende, at hun på køreturen fra København var blevet klogere på området.

Har du fundet ud af, hvor mange gasfyr, der er her på Lolland?

- Nej, men meget færre, end jeg troede. Det går jo rigtig godt her. Der er faktisk overskud af el, og det er jo én af de største udfordringer, at de ikke kan bruge al den el, de har.

Men hvorfor ville du tale om gasfyr på Lolland, når der ikke er nogen?

- Det er fordi, at jeg kom med mine gode sædvanlige samtaler, indtil jeg fik sat mig ned og læst om, at det går godt her.

Du sagde i samme sætning, at du gerne vil herned for at vinde tilliden tilbage til politikerne. Hvad gør det ved tilliden til politikere, at du vil tale om et problem, som slet ikke eksisterer hernede?

- Jeg mødte faktisk én, der var rigtig udsat på grund af det, og som meget gerne vil være med til at arbejde for det. Men du har jo fuldstændig ret, og det satte jeg mig også ind i, da jeg kom herned.

Udover at besøge den lokale Rema 1000 skulle Sofie Carsten Nielsen også stå bag disken i et bageri, besøge en lokal pølsevogn og skænke øl på en bar.

Grøn omstilling er en af Sofie Carsten Nielsens og Radikales mærkesager. Hvad de to andre er, og hvad der egentlig er på spil for partiet under dette valg, kan du se her: