På en tale på Dansk Erhvervs årsdag kommer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med partiets første store valgløfte.
Han lover nemlig, at man vil afsætte 69 milliarder kroner til velfærd frem mod 2025.
-Det er med stor glæde, at vi kan afgive et velfærdsløfte til danskerne – et løfte som betyder, at hvis det står til mit parti Venstre, så vil vi frem mod 2025 afsætte i alt 69 milliarder kroner til mere kernevelfærd.
Pengene skal være med til at sikre, at der stadig er ressourcer til børn og unge, når vi går ind i en fremtid, hvor der er stadigt flere ældre.
De 69 milliarder kroner betyder, at Venstre vil hæve det offentlige forbrug med 0,65 procent årligt mod 2025, lover statsministeren.
Det vil sige, at partiet vil krone for krone vil lade de offentlige udgifte stige parallelt med den demografiske udvikling.
Venstres plan om at sætte markant mere af til kernevelfærd var Socialdemokratiets store valgløfte forud for seneste Folketingsvalg i 2015. I en stor anlagt velfærdsplan lød det, at udgifterne til velfærd skulle stige med 0,6 procent årligt frem mod 2025.
- Vi siger nu, at hele vejen frem mod 2025 afsætter vi 0,6 procent ekstra til velfærd. Det er der råd til. Det er stramt, men det betyder, at vi kan finansiere vores sundhed og vores fælleskab, sagde daværende finansminister, Bjarne Corydon (S), dengang.
Ifølge Venstre vil stigningen i de offentlige udgifter ikke betyde skattestigninger.
Endnu et markant valgløfte
Statsministeren kommer i talen også med et andet markant valgløfte. Det har indtil nu været regeringens plan, at man ville sløfje det såkaldte omprioriteringsbidrag på kultur, undervisning og uddannelse fra 2022.
Omprioriteringsbidraget betyder helt konkret, at områderne har skullet spare to procent om året. Men ifølge statsministeren vil man allerede fra næste år droppe sparekravet.
- Den gode økonomi og Venstres velfærdsløfte, som jeg afgiver her i dag, betyder også, at vi fra næste år kan sløjfe omprioriteringsbidraget og frigøre mange millioner til uddannelse og undervisning, siger Lars Løkke Rasmussen.