Stig Grenov på pressemøde: 'Mange års dobbeltarbejde har givet mig stress'

KD's formand er gået på orlov. Isabella Arendt er fungerende formand de næste fire uger.

Kristendemokraternes (KD) formand, Stig Grenov, har bedt om orlov efter flere års dobbeltarbejde, som har givet formanden "arbejdsrelateret stress".

Det oplyser han på et pressemøde i Dragør, hvor han er mødt op sammen med politisk næstformand Isabella Arendt.

Næstformanden er under orloven konstitueret som formand og vil de næste uger varetage landsformandens opgaver.

- Jeg vil gerne mane enhver tvivl til jorden. Det er alene en beslutning, der er truffet af mig og min familie, siger Stig Grenov.

Han forklarer på pressemødet, at mange års dobbeltarbejde er årsagen til, at han er blevet stresset. Ved siden af arbejdet som formand for KD, arbejder Stig Grenov som skolelærer.

- Jeg har været nødt til at mærke efter i min krop, og de stress-signaler som er afstedkommet af denne overbelastning, siger han om beslutningen.

Selv om han trækker stikket som formand, vil han dog fortsætte med at føre valgkamp for Kristendemokraterne i København.

Stig Grenov afviser på pressemødet, at orloven er en taktisk beslutning, der skal efterkomme partiet tidligere ønske om at opstille andre kandidater end formanden i TV-kanalernes partilederdebatter.

Artiklen fortsætter efter videoen

Isabella Arendt tager over "med ro i maven"

Det midlertidige formandsskifte betyder, at det vil være Isabella Arendt der fra dags dato overtager formandens forpligtelser, og det er blandt andet, at hun vil deltage i de landsdækkende tv-debatter, hvor partilederne kommer til orde.

På pressemødet lagde Isabella Arendt vægt på, at hun og partiet respekterer Stig Grenovs beslutning.

- Vi er et hold. Vi er et vi-parti. Jeg tager over med ro i maven, fordi jeg ved, at jeg ikke står her alene. Der er en lavine af opbakning fra baglandet, siger Isabella Arendt.

Stig Grenov måtte, den dag valget blev udskrevet, melde afbud til en partilederdebat på TV 2, fordi han fik et ildebefindende. Her var det også Isabella Arendt der tog over og deltog i debatten.

- Ingen beklager mere end jeg, at jeg har måttet træffe den her beslutning på et så ubelejligt tidspunkt, men erfaringerne fra den første partilederrunde er ikke en enlig svale, siger Stig Grenov.

Isabella Arendts optræden i TV2 blev bagefter rost af flere politiske analytikere, og hun blev blandt andet kaldt 'vikaren fra himlen'.

I DR's seneste meningsmåling ligger Kristendemokraterne til at få 0,4 procent af stemmerne. Det er en halvering i forhold til valget i 2015.

Facebook
Twitter