Støjberg får over dobbelt så mange stemmer som Venstres næstformand

Kristian Jensen går mere end 3.000 personlige stemmer tilbage.

Den interne kamp om stemmerne i Vestjylland Storkreds er ved dette valg vundet stort af Inger Støjberg, der får over 28.000 personlige stemmer.

Venstres fungerende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, er den helt store topscorer i Vestjyllands Storkreds.

Med 28.420 personlige stemmer har hun ikke kun hentet mere end 12.000 personlige stemmer mere end ved det seneste valg. Hun slår også med længder Venstres næstformand, Kristian Jensen.

Han får 10.759 stemmer og går tilbage med flere end 3.000 stemmer i forhold til valget i 2015.

- Inger har kørt en god valgkamp. Stor synlighed. Megen tilstedeværelse. Hun har været god til at hente nogle af de stemmer tilbage, som har forladt Dansk Folkeparti. De er så landet hos Inger denne gang. Det er et fantastisk godt resultat, siger Kristian Jensen.

Han erklærer sig personligt tilfreds med et stemmetal på knap 11.000 stemmer.

- Jeg har som næstformand for Venstre en opgave i, at alle kandidater får et godt valg. Derfor har jeg brugt rigtig meget tid væk fra Vestjyllands Storkreds i denne valgkamp. Jeg kan se nu, at det koster på det personlige stemmetal, men til gengæld har jeg været med til at sikre Venstre en fremgang på ni mandater, siger han.

Se en video med de ti største slemmeslugere:

Støjberg: Min fremgang sker på en trist baggrund

Inger Støjberg selv er naturligvis rigtig tilfreds med den store fremgang i personlige stemmer. Hun tror også, at hun har hentet en del frafaldne DF-stemmer.

- Min fremgang er sket på den triste baggrund, at Dansk Folkeparti har fået et ringere valg denne gang. Det er jeg ked af, for det er et parti, jeg har haft et tæt samarbejde med, siger Inger Støjberg.

Hun har tidligere offentligt sagt, blandt andet i et interview med Jyllands-Posten, at hun ikke vil afvise, at hun vil tage kampen op som modkandidat mod næstformand Kristian Jensen, hvis Venstre skal have en ny formand.

Nu har hun slået partikollegaen stort på hjemmebane, men hun afviser at svare på, hvorvidt hun kan bruge opbakningen fra vælgerne i Midt- og Vestjylland til at gå efter formandsposten.

- Det er fuldstændig uaktuelt. Det skal vi ikke tage stilling til i dag. Jeg ser ikke for mig, at Lars Løkke Rasmussen skal trække sig som formand med det gode valg til Venstre, siger Inger Støjberg.

Kristian Jensen ønsker heller ikke at kommentere på, hvorvidt hans personlige stemmetal kan få indflydelse i et eventuelt formandsvalg.

På landsplan gik Venstre frem med ni mandater. Inger Støjberg er nummer tre på den foreløbige liste over top-25 kandidater ifølge KMD. Til gengæld er Kristian Jensen ikke iblandt top 25.

Opdateret klokken 17.03 med kommentar fra Inger Støjberg.

Facebook
Twitter