Susanne er overlæge: Jeg er tvunget til at udskrive syge patienter

Speciallæge i psykiatri Susanne Feierskov fortæller her om sin hverdag i psykiatrien.

Jeg har været i psykiatrien i 22 år og arbejder som overlæge på en afdeling med psykotiske patienter på Psykiatrisk Center Amager i København.

Vi udskriver ikke nogen, hvor det er uforsvarligt. Men vi udskriver nogen, hvor de ikke er helt klar. Det er helt forkert.

Ofte er stopklodsen, at der ikke er noget hjem at udskrive patienterne til. Der må vi kigge i boligportalen, ringe til herberger, spørge om de har nogle pårørende. Og andre gange må vi simpelthen bare vinke farvel, håbe på det bedste og sige: ” klar dig selv”. Det er lidt nemmere i sommerhalvåret end i vinterhalvåret.

Det kan være et menneske, der har en psykisk sygdom, som i forvejen hører stemmer, ser syner, har vrangforestillinger, som så skal ud og klare sig i gadelivet. Som sover i parkeringskældre, som ligger vågen, fordi han er bange for at blive overfaldet.

Patienter kommer igen

Når der mangler sengepladser, sidder vi først og river os selv i håret. Vi gennemgår tavlerne, ser på, hvem der kan udskrives til vores udgående akutteam. Klinikchefen siger, at han vil hjælpe os med at træffe de rigtige beslutninger, hvis det falder os svært. Det sker ikke så ofte, at vi når så langt, men det hænder.

Når patienter udskrives for tidligt, er de nervøse, utrygge, bange og må af og til henvende sig i skadestuen nærmest samme døgn. Vi har patienter, der bliver udskrevet om morgenen og henvender sig om aftenen.

Vi har fået flere psykisk lidende patienter, særligt unge mennesker. De ansatte er frustrerede, fordi de godt kan se, at der mangler nogle ting. Vi er simpelthen for få mennesker, især på de lukkede afsnit. Og det gør, at vi ikke har tid og ro til at tale med patienterne, som vi gerne vil.

Rød og blå blok har fejlet

Jeg mener, at det er rimelige krav at stille, at man har nok senge at lægge patienterne i og nok mennesker til at behandle dem.

Jeg synes, at både rød og blå blok har fejlet. Jeg synes, at de hele tiden snakker om, at de prioriterer psykiatrien. Men jeg kan ikke se, at de prioriterer psykiatrien. Overhovedet ikke.

Jeg synes tværtimod, at vi er blevet forsømt, og at vi er glemt. Igen og igen. Det, synes jeg, er ganske utroligt.

Facebook
Twitter