Thulesen Dahl om Løkkes SV-melding: Fantastisk - men urealistisk

DF's politiske leder har meget svært ved at se, at et regeringssamarbejde mellem S og V kan blive en realitet.

Lars Løkke Rasmussen (V) sender et godt signal til danskerne, når han i dag i en ny samtalebog åbner for muligheden for et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet efter valget.

Det siger Dansk Folkepartis politiske leder, Kristian Thulesen Dahl.

- Jeg synes, det er fantastisk. Særligt hvis Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan finde sammen. Så kommer vi fri af Liberal Alliances ønsker om at lempe topskatten samt, at Radikale Venstre skal styre udlændingepolitikken, siger han og fortsætter:

- Hvis man skal rydde op i de problemer, der er på udlændingeområdet, så ved vi, at man skal have en fast hånd mange år i træk, og så må der ikke komme rutscheture, hvor man får lempet på tingene.

Det er i samtalebogen 'Befrielsens øjeblik', at statsministeren åbner for idéen om en regering over midten i dansk politik.

Her bliver han nemlig spurgt om, hvorvidt en SV-regering kunne blive en realitet, hvis de borgerlige ikke længere har flertal efter valget.

- Der er naturligvis nogle dilemmaer i det her, men samtidig er der for mig ingen tvivl om, at det er et rigtigt forslag. Meget politik laves allerede inde på midten i dag, svarer Lars Løkke Rasmussen.

Men selv om Dansk Folkeparti bifalder idéen, så har dets politiske leder meget svært ved at se, at det kan lade sig gøre i prakis. For hvem skal have nøglerne til Statsministeriet, hvis konstellationen bliver en realitet?

- Jeg kan ikke se, at hverken Socialdemokratiet eller Venstre er klar til at give statsministerposten til det andet parti og måske legitimere den anden som statsminister i mange år frem, siger Kristian Thulesen Dahl, der også hæfter sig ved, at Socialdemokratiet ikke har vist nogen interesse for en SV-regering.

Delte meninger i oppositionen

Hos Radikale Venstre ser man også positive ting i udmeldingen. Her slår partiets politiske leder, Morten Østergaard, fast, at de vil kunne støtte en SV-regering, hvis de kan mærke, at de vil føre en ny politik med vægt på at løse klimaudfordringen og forbedre uddannelserne i Danmark.

- Jeg er først og fremmest glad for, at Lars Løkke Rasmussen også har erkendt, at det nuværende flertal med dets afhængighed af Dansk Folkeparti ikke længere har befolkningens opbakning, og at der derfor er brug for forandring.

- For mig er det afgørende, at vi dropper symbolpolitikken og begynder at bekæmpe CO2-udledningen, fattigdom blandt børn og lader være med at lukke os inde, men rækker ud efter samarbejde med vores europæiske naboer, siger Morten Østergaard til Ritzau.

Enhedslisten med kraftig advarsel

Til gengæld er Enhedslisten helt klar i spyttet til spørgsmålet om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets Mette Frederiksen bør danne regering sammen.

Politisk ordfører Pernille Skipper går så langt som at kalde det et 'kæmpe svigt', hvis det skulle blive en realitet.

- Vælger Mette Frederiksen en SV-regering, vil hun give Lars Løkke politisk vetoret de kommende fire år. En stor chance vil blive spildt, hvis højrefløjen lukkes med ind i regeringskontorerne. Fattigdomsydelserne vil bestå, velfærden vil skrante, og klima- og naturpolitikken vil fortsat være på landbrugslobbyens nåde. En SV-regering kommer Enhedslisten med andre ord aldrig til at støtte, siger Pernille Skipper i en skriftlig kommentar.

Facebook
Twitter