Tidligere LA-vælgere har skiftet parti: Derfor stemmer vi ikke på Liberal Alliance mere

Hvorfor har Liberal Alliance mistet så mange stemmer? Få fire vælgeres begrundelse her.

Folketingsvalget blev katastrofalt for Liberal Alliance, der blev sendt i knæ og mistede flere profiler inklusive partilederen Anders Samuelsen, der nu er gået af som formand. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Det har været en hård periode for Liberal Alliance, der både er blevet fravalgt til Europa-Parlamentet, er gået fra 13 til fire mandater i Folketinget samt taget afsked med blandt andre partiformand Anders Samuelsen, som ikke blev genvalgt.

Men hvad er det, der har gjort, at vælgerne ikke længere sætter deres kryds ved Liberal Alliance?

Ifølge professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet handler det om, at partiet endte med ikke at kunne levere varen, da de gik i regering.

- I stedet kom der en masse politik, som ikke er groet i Liberal Alliances baghave, og som de var nødt til at stå bag som regeringsparti. Det betød, at de blev sovset ind i en masse ting, som ikke var liberal politik, og det har gjort rigtig ondt, siger Kasper Møller Hansen.

Og det er nogle af de samme ting, som fire tidligere LA-vælgere peger på er grunden til, de ikke stemte på Liberal Alliance til folketingsvalget.

Få fire tidligere LA-vælgeres begrundelse for, at partiet har mistet deres kryds her:

Mark Strøger Hansen, 32 år, København

- har stemt på Liberal Alliance ved to folketingsvalg og to kommunalvalg. Har denne gang stemt på Alternativet.

- Jeg synes, deres deltagelse i regeringen har været en kæmpe fiasko. De solgte ud af alle deres principper og politik for at komme til at sidde i regeringen. Og de fortalte om, hvor godt, det ville blive, og hvor meget indflydelse, de ville få, og det viste sig at være fuldstændig forkert.

- Jeg synes ikke, politikken har fejlet noget, men det er jo fuldstændig ligegyldigt, hvis man giver køb på alle mærkesager, siger Mark Strøger Hansen om sin beslutning om ikke at stemme på Liberal Alliance. (© PRIVATFOTO)

- Jeg tror ikke, de kan sætte hak ved nogen af de ting, de har spillet ud. Alt det, de har forsøgt at komme igennem med, er blevet skudt ned eller udskudt.

Hvad skal der til for, at du vil stemme på dem igen?

- Jeg tror, at de skulle komme tilbage med et helt nyt politisk projekt. Nu er Anders Samuelsen jo stoppet, og det er første skridt på vejen. Både ham og Simon Emil Ammitzbøll-Bille har forsøgt at sælge Liberal Alliances deltagelse i regeringen som en succes, men jeg tror, de er de eneste to, der ser det som en succes. Det politiske lederskab skal skiftes ud, og så skal der komme et nyt og mere troværdigt liberalt bud på, hvor Danmark skal hen - og ikke bare floskler og nye idéer.

Klaus Philipsen, 56 år, Falster

- har stemt på Liberal Alliance ved to folketingsvalg. Har denne gang stemt på Venstre.

- Jeg er fuldstændig enig med deres politik, men den måde, som de personer, der har ledet partiet har håndteret det hele på, den synes jeg simpelthen er problematisk. De har solgt deres sjæl og partiet for ministerbiler og ministerposter, og de har ikke stået fast på deres politik.

- Anders Samuelsen har ved flere lejligheder sagt, at hvis de ikke får dit og dat - heriblandt topskattelettelser, - så vælter de regeringen. Og så går der et kort stykke tid, og så er de pludselig med i regeringen, selvom de ingenting har fået. Det er min opfattelse, at de har solgt ud af partiets politik for at få ministerbiler og ministerpensioner.

Hvad skal der til for, at du vil stemme på dem igen?

- Hvis jeg skal stemme på dem igen, skal der komme nogle personer ind i partiet som siger, hvad de gør, og gør hvad de siger. Det er klart, de ikke nødvendigvis kan komme igennem med alt det, de gerne vil, men de skal holde fast i partiets politik og arbejde for det. Og det føler jeg ikke, de har gjort.

Tidligere Liberal Alliance-vælgere mener, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille også burde forlade partiets top. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Nicklas Pierre Christensen, 27 år, Hillerød

- har stemt på Liberal Alliance ved to folketingsvalg og ét kommunalvalg. Har denne gang stemt på Radikale Venstre.

- Jeg har været en aktiv støtte af partiet, men efter de gik med i regeringen, var jeg efterladt med en følelse af, at de ikke længere stod inde for de ting, de gik til valg på. Kravet om topskattelettelser var sat over styr for at støtte Dansk Folkepartis flygtninge- og indvandrerpolitik i stedet.

- Det virkede som om, de gik mere op i at få ministre end at arbejde med den politik, de gik til valg på, mener Niklas Pierre Christensen. (© PRIVATFOTO)

Hvad skal der til, for at du vil stemme på dem igen?

- Jeg tror ærligt talt, løbet er kørt. Jeg har mistet tilliden til det parti. Men hvis jeg skulle tilbage, skulle der en helt ny partitop til og en helt ny linje for partiet. Jeg synes også, Simon Emil Ammitzbøll-Bille skulle være gået af. Han har været partiets mastermind sammen med Anders Samuelsen.

Henrik Duch, 28 år, Horsens

- har før stemt på Liberal Alliance ved alle de valg, hvor han har kunnet stemme. Har denne gang stemt på Klaus Riskær Pedersen.

- Jeg har tidligere stemt på Liberal Alliance, fordi jeg mener, at man selv skal kunne have lov til at styre sit liv, og at staten ikke skal blande sig i alle detaljer i ens liv. Men jeg synes, de har gjort sig selv til grin, da de gik med i regeringen og droppede deres ultimative krav. Man behandlede vælgerne, som om de var dumme. Der har været sejre - primært nedsættelse af registreringsafgiften og nøddeafgiften, men det er små sejre i forhold til hvor meget, de er gået på kompromis med, så det opvejer det ikke.

Hvad skal der til for, at du vil stemme på dem igen?

- Så skal de tilbage og være det liberale parti, de var, for jeg synes, de var det eneste egentlige liberale parti i blå blok. De har været meget indstillet på at afskaffe alle mulige små dumme afgifter. Jeg havde håbet på, de kunne noget mere, men der er bare ikke sket noget.

Facebook
Twitter