Tommy Ahlers jubler over succes-eksamen efter '13 måneders prøvetid'

Venstre-politikeren fik 26.420 personlige stemmer ved folketingsvalget i går.

Der bliver drukket bobler hjemme hos Venstre-politikeren Tommy Ahlers her til aften.

I går fik han 26.420 personlige stemmer ved folketingsvalget. Og det glæder i den grad erhvervsmanden og iværksætteren, der i dag er fungerende uddannelses- og forskningsminister.

- Jeg fik et enkelt glas, da jeg så det endelige resultat. Det var som om, at jeg først turde at tro på det, da jeg så det på dr.dk. Så kunne jeg godt fejre det, siger Tommy Ahlers.

Det var første gang, at Tommy Ahlers, der sidste år blev headhuntet af fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), stillede op til Folketinget for Venstre.

Og han var den Venstre-politiker, der fik klart flest personlige stemmer i Københavns Storkreds, hvor han stillede op. Jan E. Jørgensen fik næstflest med 4.597 personlige stemmer.

Her kan du søge på, hvordan det er gået med din kandidat:

Kun overgået af Pernille Skipper

Derudover var han den politiker, der fik næstflest stemmer i Københavns Storkreds - kun overgået af Pernille Skipper fra Enhedslisten med 33.024 personlige stemmer.

Tommy Ahlers er selv overrasket over, at det er gået så godt.

- Jeg havde håbet og troet på, at jeg ville blive valgt ind, men det er helt overvældende, at det er sket med dette stemmetal, siger han.

- Jeg har haft en prøvetid som minister i 13 måneder, og i går skulle jeg ud til den store eksamen hos vælgerne. Det er fantastisk at opleve, at mere end 26.400 personer synes, at det var en god ide at stemme på mig, siger han.

Selvom Tommy Ahlers er stormet ind i Folketinget, har blå blok, som han er en del af, tabt regeringsmagten til rød blok.

Han mener dog, at han kan bruge sit gode, personlige valg i de kommende år, selv hvis Venstre ender i oppositionen.

- Det er et kæmpe skulderklap til mig om, at jeg skal repræsentere os københavnere i Venstres gruppe, siger Tommy Ahlers.

Se en video med valgets ti største slemmeslugere:

Facebook
Twitter