Tommy Ahlers stormer i Folketinget - Martin Henriksen ryger ud

Venstre-løven er kun overgået af Pernille Skipper (EL) i København.

Tommy Ahlers til valgfest i går. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Tommy Ahlers (V) stormer ind i Folketinget med 26.420 stemmer.

Det viser den endelige optælling i Københavns Storkreds.

Mindre godt er det gået for Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, som ikke er kommet ind. Peter Skaarup får partiets ene mandat i storkredsen.

Martin Henriksen havde dog allerede over for Ritzau erkendt sit nederlag, inden alle stemmerne var talt op.

- Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over. Man fører valgkamp for at få et godt resultat til sit parti og for at blive genvalgt, siger 39-årige Martin Henriksen, der har siddet i Folketinget siden 2005, men endnu ikke ved, om fremtiden skal tilbringes i eller udenfor politik.

I København får Tommy Ahlers følgeskab af Martin Geertsen og Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tommy Ahlers får fem gange flere stemmer end Jan E. Jørgensen og ti gange flere stemmer end Martin Geertsen.

Den absolutte topscorer i Københavns Storkreds er Enhedslistens Pernille Skipper. Med flere end 33.000 personlige stemmer, er hun kun overgået af Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen på landsplan.

To partiledere var på valg

Pia Olsen Dyhr, formand for SF, var også på valg i København. Hun fik fjerdeflest stemmer i kredsen, men blev overgået af De Radikales Ida Auken.

Olsen Dyhr kan dog glæde sig over, at hendes personlige stemmetal er fordoblet.

Alternativets stifter og formand, Uffe Elbæk, får genvalg til Folketinget, men får også en personlig vælgerlussing.

Hans stemmetal er skrumpet til under det halve, men har stadig fået sjetteflest stemmer i kredsen.

Facebook
Twitter