Tonsvis af papir brugt på valgkort og kuverter: Vejer det samme som 22 elefanter

Digital afstemning vil ikke være mere miljøvenlig, vurderer professor.

Når der er valg i Danmark, bliver der brugt store mængder papir. I forbindelse med det netop overståede EP-valg og det kommende folketingsvalg er der brugt cirka 99 tons papir på valgkort og kuverter. (Foto: Michael Hassinggaard Pedersen © (c) DR)

99 tons papir og kuverter - eller det, der svarer til vægten af knap 22 elefanter.

Så meget papir er brugt til at sende valgkort ud til vælgerne i forbindelse med Europaparlamentsvalget og folketingsvalget.

Det fortæller valggeneral Steen Østergaard hos virksomheden KMD, der har sendt valgkortene ud til danskerne.

- Det er klart, at det er en pænt stor mængde. Så man skal selvfølgelig sørge for, at papiret bliver produceret på en okay måde. Det vil sige: "Plant et træ, når du fælder et."

Flere valg samtidig sparer papir

Hvis Europaparlamentsvalget og folketingsvalget lå samme dag, kunne man dog have sparet næsten halvdelen af papiret ved at lave ét valgkort.

Men det er ikke muligt, når valgene ligger adskilt.

- Det er lovbestemt, at vi får vælgerudtrækket fra cpr-kontoret 15 dage før det enkelte valg. Derfor er vi nødt til at sende valgkortene ad to omgange, siger Steen Østergaard fra KMD.

I flere andre lande - eksempelvis Estland og USA - har borgere kunnet stemme digitalt ved valg, men selvom man indførte det i Danmark, vil det ikke gøre den store miljømæssige forskel.

Det forklarer Thomas Fruergaard Astrup, der er professor i affald og ressourcer hos DTU Miljø.

- Elektronikken har også klimabelastninger. Der skal strøm og servere til. Der skal investeres i den her infrastruktur for at skaffe grøn strøm, siger han.

Frygter hacking ved digital afstemning

Det er folketingspolitikerne, der beslutter, om valget skal være analogt eller digitalt.

Der er især to årsager til, at papiret har vundet over computeren, forklarer valggeneral fra KMD Steen Østergaard.

- Den ene er, at der har været en frygt for, at en digital løsning kan kompromitteres (hackes, red.), og den anden er, at man gerne vil holde fast i valgdagen som en fælles oplevelse.

Derudover må ingen vide, hvad den enkelte vælger har stemt. Det vil være vanskeligt at sikre, hvis valget foregik med eksempelvis NemID, som netop er en form for personlig identifikation.

Stemmehemmeligheden er lovbestemt i Grundloven, så en eventuel ændring af det har lange udsigter.

De mange tons papir, der bruges til kuverter og valgkort, er lavet af miljøcertificeret papir.

Facebook
Twitter