Uffe Elbæks playliste lyder af kold krig, barnegråd og DJ-battle: Jeg har musik til alle mine følelser

Alternativets leder har en hårdt pumpet nyklassiker blandt sine favoritter.

Calvin Harris og Uffe Elbæk er ikke nødvendigvis to navne, der passer sammen. Hvad så med Janis Joplin og Uffe Elbæk?

Både først- og sidstnævnte kunstner figurerer på playlisten hos Alternativets 64-årige leder.

- Jeg har musik til alle følelser inde i mig selv, og det er jo det, musik handler om: følelser. Musikken kan få os nogle steder hen, hvor vi ikke kommer, når vi bare sidder og snakker, siger Uffe Elbæk.

- Jeg bruger musik både til at danse, men også til at falde lidt ind i mig selv. Og jeg bruger også musikken til at tænke på, hvor jeg var, da jeg hørte et bestemt nummer. For mig er musik både en hukommelseskanal og en livskanal, hvor man kan føle livet pumpe i kroppen, når det rigtige nummer kommer på.

Det første nummer på Uffe Elbæks playliste hører formentlig til i den sidste kategori. Se hele playlisten nederst i artiklen og de tre (måske) vigtigste numre med begundelser lige herunder:

Rihanna - We Found Love ft. Calvin Harris

Der er tempo og dansepotentiale i det nummer, Uffe Elbæk beskriver som sit bedste lige nu. Og der følger en historie med.

- De seneste tre år har jeg lavet DJ-battle med mine to voksne sønner, Jacob og Frej, på Folkemødet på Bornholm. Egentlig lavede vi The Final Battel sidste år, men arrangørerne har overtalt os til at gøre det igen i år, fortæller Uffe Elbæk.

- Og jeg plejer at nakke de to knægte med det her nummer. Jeg får hele teltet med. Der er nok 1.000 mennesker, der går amok, når jeg spiller nummeret.

David Bowie - Heroes

Uffe Elbæk runder Janis Joplin og Talking Heads, men lander på David Bowie-klassikeren 'Heroes', når han skal pege på det vigtigste nummer fra sin ungdom.

- Sangen kommer i 1977, hvor jeg er 23 år og bliver far for første gang. Frejs mor og jeg bor i et besat hus i København, men flytter i kollektiv i Aarhus, fordi det nok ikke ville være det smarteste at blive i et besat hus som småbørnsfamilie, siger Uffe Elbæk.

- Jeg brugte rigtig meget krudt på at være en del af venstrefløjen på det tidspunkt, og jeg var virkelig angst for, at der ville blive atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Samtidig skal jeg til at finde ud af, hvordan man opdrager en søn, og så kommer David Bowie og viser, hvordan man kan være mand og udfolde sin kærlighed. Og han siger, at vi alle kan være helte, hvis vi har modet til det. Det rammer mig lige i hjertet som ung far.

Drake - Started From the Bottom

Partilederen er blevet bedt om at pege på det nummer, der siger mest om Alternativet, og titlen siger vel det meste.

- Den her sang repræsenterer det, at man starter ud helt skrøbeligt med en idé, som ingen tror på, som jeg nu har gjort det med uddannelsesinstitutioner og et politisk parti, siger Uffe Elbæk.

- Når du gør det, så er der så mange, der har travlt med at fortælle dig, at du ikke skal tro, du er noget, og at du ikke skal udfordre status quo. Det er vi heldigvis mange, der gør.

Uffe Elbæks playliste:

  • Rihanna - We Found Love

  • Chin Ono feat. Alex Ambrose - Rigtig Dansker

  • Severija - Zu Asche, Zu Staub

  • Janis Joplin - Piece of My Heart

  • David Bowie - Heroes

  • Talking Heads – Burning Down the House

  • Kim Larsen - Vi er dem

  • Miley Cyrus - We Can’t Stop

  • KlimaKris - Klimakampen

  • Drake - Started From the Bottom

Facebook
Twitter