Uffe Tang efter statsministerduel: Løkke forsøger at fremmane det røde spøgelse

Skattestigninger og flere udlændinge til Danmark, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, er en del af Lars Løkkes angrebsplan, vurderer korrespondent.

Lars Løkke Rasmussen havde en klar mission ved aftenens statsministerduel, vurderer Uffe Tang.

Mette Frederiksen kommer ikke til at kunne føre den nuværende udlændingepolitik videre, og desuden kommer der skattestigninger, hvis hun overtager nøglerne til Statsministeriet efter valget 5. juni.

Sådan lød det flere gange fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under aftenens duel med modkandidaten Mette Frederiksen (S).

Og netop den strategi er ikke tilfældig, vurderer DR's politiske korrespondent Uffe Tang.

- Lars Løkke forsøger at fremmane det røde spøgelse ved at tale om skattestigninger og udlændinge. Det er netop det, som han først og fremmest vil spille på i den resterende valgkamp, siger Uffe Tang.

Tonen var flere gange hård mellem de to statsministerkandidater. Mens Lars Løkke Rasmussen kørte hårdt på, at Mette Frederiksen ifølge ham ikke vil kunne videreføre den nuværende udlændingepolitik, så havde S-formanden også en angrebsplan med i studiet.

Hun kritiserede nemlig flere gange, at Venstre ikke har fremlagt en økonomisk plan.

- Hvornår ser vi Venstres økonomiske politik? Hvad er det Venstre vil? Hvad er det Lars Løkke skjuler for danskerne?, lød det blandt andet fra S-formanden.

Det er dog et stort spørgsmålstegn, hvad Mette Frederiksen reelt fik ud af den strategi, mener Uffe Tang.

- Socialdemokratiet har selv fremlagt en økonomisk 2025-plan, mens Venstre hele tiden har sagt, at de vil videreføre den nuværende VLAK-regerings økonomiske politik. Man kan diskutere, om det lykkedes at angribe Lars Løkke på økonomien, eller om det simpelthen går hen over hovederne på folk, hvad der er op og ned i den debat, siger DR's politiske korrespondent.

Havde elpære med i studiet

Mette Frederiksen havde dog også en anden lille overraskelse med i ærmet.

Under en diskussion om skat fremdrog hun en elpære. Det var et svar på, at Socialdemokratiet ikke vil fastholde skattestoppet, som Venstre er gået til valg på.

For netop Socialdemokratiets skattepolitik er noget, som Venstre har brugt til flere skræmmekampagner, mener S-formanden.

- Hvad vil den stige med, når vi ophæver skattestoppet? Cirka 50 øre i 2025, sagde hun.

Se episoden herunder:

Klippet med elpæren er noget, som duellen vil kunne blive husket for, vurderer Uffe Tang:

- Her bryder hun hele debatformen op, som man også har set under dueller ved tidligere valg. Blandt andet i 2001, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) rev sider ud af Anders Fogh Rasmussens (V) bog.

Facebook
Twitter