Uffe Tang efter topduellen: 'Derfor kan hun ikke smække døren for hårdt i'

Mette Frederiksen er i balancegang i forhold til et bredt samarbejde, mener DR's politiske korrespondent.

Mette Frederiksen (S) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) efter duel under hos TV2. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Velfærd, klima, ældrepleje, skolepolitik og integration. Den første duel i valgkampen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S) nåede vidt omkring.

Duellen kom få dage efter, statsministeren i en ny bog havde luftet tanken om en mulig SV-regering. Og derfor var det et åbent spørgsmål, hvordan de to partiledere ville gribe duellen an, vurderer DRs politiske korrespondent, Uffe Tang.

- Duellen kom på et ufatteligt interesssant tidspunkt i dansk politik. Tre dage efter Løkke pludselig åbner muligheden for et samarbejde henover midten, hvis det falder ud på den ene eller anden måde efter valget, siger han.

Men trods den overraskende optakt til aftenens duel, var det ikke varme følelser for hinanden, der prægede debatten.

- Det var business as usual. To kandidater, der kæmper og slås med alt, hvad de har. Og selvom Lars Løkke Rasmussen er bagud, så viste han, at han ikke har givet op.

Mette F skød mulig SV-regering ned igen

Halvanden time tog debatten på TV2, hvor publikum undervejs stillede spørgsmål til de to partiledere. Det første spørgsmål fra publikum var til Mette Frederiksen, der blev spurgt om, hvorfor hun har afvist, at de to partier kan finde hinanden og gå i regering sammen.

Til det svarede Mette Frederiksen: - Vi samarbejder meget på Christiansborg, men når det er sagt, så er det først og fremmest et spørgsmål om politik. Der er store politiske uenigheder, sagde hun.

Mette Frederiksen pegede på, at Venstre har kæmpet for en højere pensionsalder i den foregående valgperiode. Socialdemokratiet foreslår en ret til, at nedslidte kan gå tidligere på pension - et forslag Lars Løkke Rasmussen tidligere har omtalt som et "bluffnummer", og blandt andet derfor kunne hun ikke se partierne gå i regering sammen.

Ifølge Uffe Tang er afvisningen ikke overraskende, da rød blok fører i meningsmålingerne:

- Hun har ikke nogen interesse i at give ham den mulighed. Men det er en balancegang, for der er en fornemmelse af - også hos S - at det har klangbund i befolkningen, når midterpartierne viser, at de kan finde hinanden. Derfor kan Mette Frederiksen ikke smække døren for hårdt i. Så hendes svar til Løkke er: Vi skal ikke i regering sammen – men vi skal selvfølgelig samarbejde en masse.

Løkke presser Mette på ydelser til udlændinge

Lars Løkke Rasmussen var i offensiven på spørgsmålet om ydelser til udlændinge. Her mener han, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet vil få mere end svært ved ikke at gå på kompromis med de øvrige røde partier, hvor SF kræver kontanthjælpsloftet afskaffet og Radikale Venstre vil af med integrationsydelsen.

Det fik Mette Frederiksen til at svare følgende:

- Hvis jeg skal være statsminister og føre en anden udlændingepolitik, end den jeg er overbevist om er rigtig for Danmark - nemlig en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange, der kommer hertil, så vi også kan få integrationen til at fungere - så vil jeg ikke være statsminister for enhver pris, sagde hun.

Ifølge DRs politiske korrespondent, Uffe Tang, er spørgsmålet, om Mette Frederiksen kan slippe af sted med at stå så stejlt over for sine kommende støttepartier i resten af valgkampen:

- Vil Mette Frederiksen love, at hun ikke vil være statsminister, hvis ydelserne bliver sat op? Det manglede vi at få et entydigt svar på. Og dét spørgsmål kommer til at fylde mere i valgkampen, siger han.

Ifølge Uffe Tang kommer Lars Løkke Rasmussen fremover til at bore meget mere i netop den splittelse i den røde blok.

- Venstre vil så tvivl om, det kan lade sig gøre at danne en S-regering uden at fjerne for eksempel kontanthjælpsloftet. Og hvis hun står fast, så handler det om at få hende til at love i valgkampen, hun ikke vil fjerne det, siger han og uddyber:

- For så kan det ende med et kommende løftebrud, hvis man alligevel bøjer sig. Eller i yderste konsekvens simpelthen lade en ny regering falde på det spørgsmål, siger han.

Du kan se flere klip fra duellen herunder:

Facebook
Twitter