Unge førstegangsvælgere til politikerne: 'Svar konkret på de spørgsmål, I stilles'

276.263 danskere stemmer for første gang til et folketingsvalg 5. juni.

Politikerne skal give os nogle helt klare svar i den valgkamp, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) satte i gang i går.

Sådan lyder den klare melding fra to gymnasieelever og førstegangsvælgere på gågaden i Roskilde i dag.

- De skal svare lidt mere konkret på de spørgsmål, de bliver stillet. Lade være med at snakke så meget uden om og bare komme med nogle ja- og nej-svar. Det kunne være rart for os, der sidder og lytter med, siger Frida Agger Holdensen.

De fulgte begge gårsdagens partileder-debatter, da de rullede over skærmen på både DR 1 og TV 2, og Frida Agger Holdensen bakkes op af sin klassekammerat August Bromann Skaarup:

- Der er nogle spørgsmål, som vores statsminister og andre politikere ikke formår at svare konkret på. Vi får ikke nogle konkrete nok svar.

At statsministeren har sat en ekstra lang valgkamp i gang er en god ting, lyder det.

- Det bliver meget interessant, at vi kommer til at have så mange debatrunder. Det kommer til at være så lang en kampagne, politikerne skal holde, at vi bliver nødt til at få nogle konkrete svar, siger August Bromann Skaarup.

'Klimaet er det vigtigste'

De to gymnasieelever går i 2.g, er lige fyldt 18 år og er derfor blandt de 276.263 danskere, der skal sætte deres første kryds til et folketingsvalg.

Men det er svært at finde frem til, hvor krydset helt præcis skal sættes, mener August Bromann Skaarup:

- Især fordi jeg ikke føler, der er fokus på klimadebatten. Der er ikke nok konkrete svar. Det er også for langt ude i fremtiden, at vi har målsætninger. Det er i 2030 og 2050, som er for sent, siger han.

Partilederne mødte både på DR 1 klokken 19 og på TV 2 20.50 i går aftes. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

For ham at se var der kun én kandidat, der tydeligt og klart forholdt sig til klimaspørgsmålet ved aftenens partilederdebatter i går. Og det var ikke engang en partileder, for det var Stig Grenovs afløser fra Kristendemokraterne, Isabella Arendt Laursen:

- Hun var den eneste som en ung politiker, der reelt kom med nogle konkrete bud på, hvad man kunne gøre, og det virkede som om, hun var den eneste, der indså, hvor stort et problem det kommer til at være.

Stig Grenov meldte afbud til TV 2's partilederdebat i går, efter han havde været på skærmen til debatten på DR 1. Derfor trådte partiets næstformand, den 26-årige Isabella Arendt Laursen, til og deltog på formandens vegne.

Det er også klimaet, klassekammeraten Frida Agger Holdensen vil holde øje med under valgkampen, men modsat sin klassekammerat ved hun godt, hvor krydset skal sættes.

Det skal det ved en kandidat fra SF, og det er ikke umiddelbart på grund af klimaet, siger hun.

- Jeg tror, det kan rykke noget ved skolesystemet. Det er i hvert fald noget, som os i gymnasiet mærker, at der er brug for, at der bliver gjort noget ved.

Føler du dig lidt rusten i forhold til det kommende folketingsvalg? Frygt ej, for du kan blive meget klogere på valget, der skal afholdes grundlovsdag, i videoen her:

Facebook
Twitter