Vælgere uenige om Red Barnet bør samle ind ved valgsted: 'Vi skal have ro til at stemme’

I flere år har Red Barnet fået lov til at indsamle penge under folkeafstemninger.

I Esbjerg står Aziz Ahmadi og Søren Beilman klar med bøssen, hvis vælgerne vil give en donation til Red barnet, når de kommer ud fra valgstedet. (Foto: Bo Bechsgaard DR Syd © (c) DR)

Når du i dag møder op på dit valgsted, er det ikke bare andre vælgere og valgtilforordnede, du kan støde på.

Hjælpeorganisationen Red Barnet stiller nemlig også op - ikke på listerne, men med indsamlingsbøsser.

Søren Beilman, der er frivillig indsamler for Red Barnet, har taget opstilling sammen med en anden indsamler foran valgstedet på Bakkeskolen i Esbjerg. De har hver især en bøsse, der før middag allerede raslede godt.

- Nogle klapper sig på lommerne og andre griber straks ned for at finde nogle mønter, siger Søren Beilman.

Blandt vælgerne på Bakkeskolen får indsamlingen dog en blandet modtagelse.

- Det er supergodt. Det er et godt tidspunkt, for der kommer jo mange mennesker. Jeg ser ikke noget problem i det, siger Sally Rasmussen, mens hun folder en seddel og putter den ned i bøssen.

Vælgeren Theo Wursching er ikke enig.

- Jeg bryder mig ikke om det. Her kommer man for at gå til valg. Vi skal have fred og ro til at stemme, siger han og bakkes op af andre vælgere omkring ham.

Dorte Pedersen samler ind ved Sønderjyllandshallen i Aabenraa. Hun må ikke henvende sig til de forbipasserende, så hun har bevidst klædt sig i rødt i håb om at skabe lidt blikfang, når vælgerne haster forbi, fortæller hun. (Foto: Louise Mandrup DR Syd © (c) DR)

Tradition at samle ind ved valg

En af de andre kommuner, der også byder Red Barnet velkommen ved valgstederne, er Haderslev Kommune.

- Vi var enige om at acceptere Red Barnet, fordi det går til et godt formål, siger borgmester H.P. Geil fra Venstre.

Red Barnet har igennem flere år benyttet folkeafstemninger til at indsamle penge. Erfaringen fra tidligere valgdage viser nemlig, at organisationen kan indsamle op mod én million kroner på en valgdag.

Og det kan gøre en stor forskel, fortæller Merete Falkenstrøm, der er afdelingschef for Fundraising og Marketing i Red Barnet.

- Det svarer nogenlunde til, at vi kan sende 10.000 udsatte danske børn på ferielejre eller give husly til 5.000 familier i lande, der er ramt af katastrofer.

Flere kommuner siger nej

I 16 danske kommuner har Red Barnet ikke fået lov at samle ind ved valgstederne. Varde er en af de kommuner, der har sagt nej til Red Barnet. Her mener man ikke, at valg og indsamling skal blandes sammen, fortæller borgmester Erik Buhl (V).

Solvej Silke har samlet ind i Staruphallen ved Haderslev. Også her er det kommet lidt i bøssen, selvom folk har haft travlt med at komme hurtigt ud fra valgstedet igen. (Foto: Asbjørn Christian Møller © (c) DR)

- Vi havde en kort drøftelse i valgbestyrelsen. Der var nogle enkelte, der syntes, at vi skulle have fokus på folketingsvalget og ikke indsamling. Om vi gør det anderledes næste gang, vil jeg ikke afvise.

Varde Kommune har dog tilladt, at Red Barnet lægger materiale ved valgstedet. Men indsamlerne må finde et andet sted at stå.

Og det skal respekteres, siger Merete Falkenstrøm.

- Det er kommunerne i deres gode ret til. Og så glæder vi os over, at langt de fleste kommuner i Danmark har takket ja til at bakke op om vores arbejde.

I alt vil Red Barnet været tilstede i 82 af landets kommuner her på valgdagen.

Facebook
Twitter