Valgforsker: 'Tvivlere kan måske netop være de mest demokratiske'

Der er dog ingen grund til at forvente, at tvivlerne rokker radikalt ved valgresultatet.

Vælgerne kan frem til klokken 20 i aften afgive deres stemme til folketingsvalget. (Foto: Jørn Deleuran © Scanpix)

Hvilken retning skal Danmark i politisk?

Det svar er danskerne nu ved at give politikerne, men for en del vælgere - de såkaldte tvivlere - står det svar hen i det uvisse og afgøres måske først i valgboksen.

Andelen af tvivlere har ligget stabilt ved de seneste valg, men det er der ingen grund til at fortvivle over. Det mener i hvert fald valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

- Det er jo sundt for demokratiet, at man ikke bare stemmer det samme hver gang, men faktisk overvejer, hvor ens kryds kan have størst indflydelse. Så alle de her tvivlere kan måske netop være de mest demokratiske, fordi de lige til det sidste overvejer, hvor krydset skal sættes, siger han.

Omkring 10 procent er i tvivl

Meningsmålingerne ved dette valg peger på, at der er omkring ti procent af vælgerne, som er i tvivl om, hvor krydset skal sættes, fortæller Kasper Møller Hansen.

Dermed kunne tvivlerne potentielt ændre valgresultatet markant, men det er der ingen grund til at forvente.

- Der er tvivlere i hele det politiske spektrum - både til højre og venstre - og det gør, at de vil fordele sig ligeligt blandt de politiske partier. Så det vil ikke skubbe noget synderligt. Hvis alle tvivlerne pludselig valgte at gå i én retning kunne det gøre en verden til forskel, men det har vi aldrig set før, forklarer Kasper Møller Hansen.

Har du endnu ikke taget beslutningen om, hvor dit kryds skal sættes, så prøv DR's kandidattest her.

Partierne rykker sig, men vælgerne står fast

Selvom en del vælgere altså er i tvivl, så har de fleste allerede valgt, hvilken blok de vil stemme på - og måske har de allerede indsnævret valget til to partier.

Derfor er vælgervandringerne meget naturlige, siger valgforskeren.

- Er et parti gået for meget til højre, så kan det være, at vælgerne går til venstre. Hvis et parti pludselig bliver en ekstra mulighed på højre side, kan det være, at man går den vej. De vandringer, vi ser, er faktisk ofte betinget i det udbud, der er af partier, forklarer han.

- Vælgernes holdning er faktisk ret stabile, så ofte er det egentlig partiet, der flytter sig, og vælgerne der står fast.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav desuden tvivlerne lidt ekstra at tænke over, da han igår meldte ud, at han ville sætte alt ind på at danne en regering over midten. Se reaktionerne på den udmelding i den sidste partilederdebat i går. Klik på play.

Facebook
Twitter