Valgkampen dag 14: S smed længe ventet plan på bordet, og Løkke kræver grænsekontrol for altid

Der var politik på hylderne hos både Venstre og Socialdemokratiet i dag.

Hvis nogle havde troet, at de to statsministerkandidater, Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S), ville tage en slapper i solen i dag, efter de to tørnede sammen i duel i går aftes, tog de fejl.

For begge sørgede for at præge valgkampen i dag med markante udmeldinger.

Økonomisk plan

Mette Frederiksen brugte dagen på at præsentere Socialdemokratiets længe ventede økonomiske plan, der forklarer, hvordan statens penge skal bruges frem mod 2025 - og hvor de skal komme fra.

Socialdemokratiet vil i 2025 bruge 37,4 milliarder kroner mere på offentligt forbrug end i dag, viser planen. Det meste kommer fra det såkaldte økonomiske råderum, mens resten skal finansieres af blandt andet øget skat til virksomhedsarvinger og banksektoren.

Planen var ikke mange timer gammel, før statsminister Lars Løkke Rasmussen indkaldte til pressemøde for at kritisere den. Socialdemokratiet er nu rykket et godt stykke mod venstrefløjen, mener han.

Grænsekontrol

Men inden alt det havde statsministeren allerede sat dagsorden, da han i morges lancerede et nyt grænseudspil.

Nu mener Venstre nemlig, at grænsekontrollen skal gøres permanent. Og det skal også være muligt at kontrollere folk, der rejser ud af Danmark.

Planen møder opbakning fra flere partier, men De Radikale er skeptiske og mener, at det vil skade EU's indre marked.

Se det hele i videoen øverst i artiklen.

Det sker i morgen

  • 8.45 Liberal Alliance lancerer et nyt unge-udspil.

  • 10.00 Statsministeren besøger Amager Ressourcecenter sammen med uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og New Yorks tidligere borgmester og FN’s generalsekretærs særlige udsending på klimaområdet, Michael R. Bloomberg.

  • 15.00 Flere partier deltager i en stor debat om uddannelsespolitik på Københavns Universitet.

Facebook
Twitter