Valgkampen dag 15: Statsministeren var oppe på Amager Bakke, men nede i meningsmålingerne

Dag 15 i valgkampen er ved at nå sin ende. Se højdepunkterne med både op- og nedtur for Lars Løkke Rasmussen her.

Skal der stadig være et såkaldt uddannelsesloft i Danmark, der forhindrer folk i at tage flere uddannelser?

Det var en af de store diskussioner i valgkampen i dag, da regeringspartiet Venstre skiftede holdning til spørgsmålet, og nu vil have loftet afskaffet.

Meldingen kom fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), der dog ikke har et bud på, hvor man skal finde de godt 300 millioner kroner, det vil koste at afskaffe uddannelsesloftet.

Faktisk er det nu kun De Konservative, der ønsker at fastholde loftet, der blev vedtaget af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i 2016.

Op og ned for statsministeren

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kunne i øvrigt glæde sig over fint besøg i dag, da han mødtes med FN’s særlige udsending på klimaområdet, tidligere borgmester i New York, Michael Bloomberg, på Amager Ressourcecenter – også kaldet Amager Bakke.

Men glæden har formentlig været kortvarig. For en ny meningsmåling fra Epinion viste en markant nedgang for blå blok siden valgudskrivelsen.

Blå blok er nemlig faldet fra 43,7 procent af stemmerne ved valgudskrivelsen til 40,9 procent i dag. Omvendt er rød blok gået fra 49,5 til 53,2 procent - uden at medregne Alternativet, der ikke peger på Mette Frederiksen som statsminister.

Det fik DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, til simpelthen at erklære blå blok for død, hvis resultatet holder til valgdagen.

Se det hele i videoen øverst.

Det sker i morgen

  • 14.00 Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets Mette Frederiksen mødes til endnu en duel, denne gang i Aabenraa.

  • Morten Bødskov (S) og Rasmus Jarlov (K) prøver kræfter med arbejdet i Meny i Rødovre og Lyngy. De diskuterer efterfølgende emner som dyrevelfærd og madspild.

  • 18.00 Alternativet holder "grønt talkshow" i Odense.

Facebook
Twitter