Valgkampen dag 17: Kristian Jensen stod på hænder for fattige børn

Med under to uger til valget fortsatte valgkampen i dag derudad. Se sammenklippet af dagens højdepunkter her.

De fattigste i Danmark skal også kunne gå til fodbold eller spejder.

Det mener Venstre, som i dag lancerede et forslag om at give fritidspas til 20.000 børn, unge og voksne i lavindkomstgrupper.

Fritidspasset skal få bugt med det, som partiets næstformand Kristian Jensen kaldte "social fattigdom", mens han stod på hænder.

Fritidspasset er ikke et nyt tiltag. Flere kommuner tilbyder allerede at hjælpe børn og unge fra lavindkomstfamilier økonomisk, så de kan gå til fritidsaktiviteter.

En hjælpende hånd

Også Socialdemokratiet vil give nogle af samfundets svageste en hjælpende hånd. Derfor fremsatte partiet i dag 11 punkter, som skal styrke psykiatrien.

Forslagene skal forbedre psykiatrien over 10 år, og partiet er villig til at afsætte op mod en halv milliard ekstra om året.

Den nuværende VLAK-regering satte i sin psykiatriplan fra 2018 525 millioner kroner af om året i fire år frem mod 2022.

Mette Frederiksen (S) havde i dag sendt Dan Jørgensen (S) til partilederdebat i Hirtshals. Her stod klima og miljø øverst på dagsordenen.

Her gik publikum politikerne på klingen om alt fra ulve, biodiversitet og Paris-aftalen.

- Nu kan jeg jo ikke stemme endnu, men hvis jeg kunne, så ville jeg da være i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds, hvis der er ingen politikere, der vil sørge for at vi holder det, som vi har lovet hinanden, sagde 17-årige Nikoline blandt andet.

Det sker i morgen

  • 14.00 Kristian Thulesen Dahl (DF) deler kaffe ud i Kirkebjerg og Haderslev.

  • Søren Pape Poulsen (K), Kristian Jensen (V), Mogens Jensen (S) og Signe Munk (SF) mødes til debat om arbejdspladser og vækst ved Silkeborg.

Facebook
Twitter