Valgkampen dag 3: Løkke i talstorm, grænsedebat ved grænsen og raskmelding fra S-formanden

Statsministerens kamp om tallene satte sit præg på valgkampens andet døgn.

Dansk Folkeparti og Radikale Venstre tørnede torsdag sammen midt i det Sønderjyske kerneland til en debat om grænsekontrollen.

Holdningerne var trukket skarpt op. Mens partiformand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, mente, at politiets kræfter kunne række længere andetsteds - som for eksempel til at opklare indbrud, hvor nye tal viser, at kun de færreste sager ender med en dom - stod Dansk Folkeparti fast.

- Partierne skal forpligte sig til, at grænsekontrollen selvfølgelig forbliver i hele næste valgperiode, sagde Kristian Thulesen Dahl (DF) fra podiet på Hotel Tønderhus.

Strid om velfærdsløfte

Længere mod øst - i København - måtte Lars Løkke Rasmussen (V) svare på kritiske spørgsmål om Venstres såkaldte ‘velfærdsløfte’, hvor økonomer har kritiseret tallene for at være ‘pumpede’ og meningsløse.

- Tallen er som tallene er og de er rigtige, sagde Lars Løkke Rasmussen (V), før han fløj til EU-topmøde i Rumænien.

Knap havde han forladt landet, før S-partileder Mette Frederiksen raskmeldte sig selv, efter et maveonde havde holdt hende ude siden valget blev udskrevet.

- Det har taget lidt tid at komme til hægterne. Men nu er jeg klar!, skrev hun i en mail til partimedlemmerne.

Mette Frederiksens valgkamp begynder fredag med et arrangement på Aalborg Katedralskole.

Det sker i morgen

  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sejler til Middelgrundsfortet (Ungdomsøen) ud for Københavns havn, hvor han holder tale i anledning af det europæiske ungdomstopmøde.

  • Mette Frederiksen (S) holder tale og besvarer spørgsmål på Aalborg Katedralskole i sin første, offentlige optræden under valgkampen efter sin sygemelding.

  • Anders Samuelsen (LA) er på virksomhedsbesøg i Jylland samt uddeler senere på dagen 'årets powerpris' ved Elle Style Awards i Aller Huset i København.

Facebook
Twitter