Valgkampen dag 9: Løkke fik 'hvad han har ønsket sig i år', og Mette Frederiksen strøg en okse med hårene

Vi er nu nået til den 9. dag i valgkampen. Her kan du se nogle af dagens højdepunkter.

Her ni dage inde i valgkampen er der nu præcis tre uger til valget, og det betød, at de første brevstemmer blev afgivet rundt i landet.

Hvor mange der brevstemte på DF, er i sagens natur umuligt at sige, men skal man tro meningsmålingerne, er det nok færre end ved sidste valg. En ny måling fra Epinion viste i dag, at Kristian Thulesen Dahl kan regne med at få halveret antallet af DF’ere i Folketinget.

Så var det sjovere at være Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren fejrede i dag sin 55-års fødselsdag på kampagnesporet og blev i morges mødt med fødselsdagssang fra børnene på Særslev-Hårslev-Skolen i Søndersø.

Mette Frederiksen (S) så også ud til at have det sjovt. Hun var taget til Horsens, hvor hun nød en gåtur i ved Nørrestrand og blandt andet striglede en okse.

Du kan se klip fra dagens højdepunkter i videoen øverst i artiklen.

Det sker i morgen:

  • 10.00 Kristian Thulesen Dahl besøger Aalborg Portland.

  • 10.30 Lars Løkke Rasmussen holder pressemøde på Politikens Forlag, hvor han præsenterer en ny bog om sig selv. Den hedder ”Befrielsens øjeblik” og er blevet skrevet i løbet af de sidste to måneder.

  • 14.00 Radikale holder ”Festivalg” ved Aarhus Universitet.

  • 15.00 Bertel Haarder (V) og Mogens Jensen (S) i sangduel på Nationalmuseet.

Facebook
Twitter