Valgkampens dag 24: Klimapres på Frederiksen og unge Venstre-"spioner"

Der er under en uge til Folketingsvalget. Se dagens højdepunkter her.

Ikke mange af politikerne har holdt dagens helligdag hellig. Tværtimod har de haft travlt.

Mette Frederiksen (S) brugte dagen i det nordjydske, hvor hun i gråvejr blandt andet besøgte kræmmermarkedet Hjallerup Marked.

Imens havde hendes støttepartier travlt med at formulere et krav til den måske kommende statsminister.

Både Enhedslisten, De Radikale, SF og Alternativet kræver nemlig, at hvis Mette Frederiksen skal gøre sig forhåbninger om at blive statsminister, skal hun forpligte sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030.

Lige nu har Socialdemokratiet som mål at nå at reducere med 60 procent inden 2030.

Og hendes røde kolleger er ikke de eneste, der holder godt øje med, hvad Mette Frederiksen foretager sig.

DR kan nemlig dokumentere, at to medlemmer af Venstres Ungdom har filmet Mette Frederiksen ved mindst tre lejligheder i løbet af valgkampen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ikke ønsket at kommentere historien, men Sophie Løhde, der er minister for offentlig innovation siger:

- Jeg undrer mig over, at Socialdemokratiet tager sådan på vej over, at to unge mennesker har fulgt Mette Frederiksen rundt til et par offentlige møder.

Imens stak Lars Løkke til søs i færøske træskibe.

Se det hele i videoen øverst i artiklen.

Det sker i morgen

  • Lars Løkke (V) er på Færøerne og deltager i et åbent møde i Torshav klokken 14.

  • 10:30 lancerer Liberal Alliance lancerer et nyt iværksætterudspil.

  • Pia Olsen Dyhr (SF) indvier den nye togbane mellem København og Ringsted. Hun tager toget klokken 10.20.

Facebook
Twitter