Valgkampens dag 27: Forældre demonstrerede, og 1.488 danskere var uenige sammen

Vi nærmer os slutspurten i valgkampen. Se dagens højdepunkter her.

Forældre landet over gik på gaden med skilte i hånden og spurgte, 'hvor er der en voksen?'.

De vil have minimumsnormeringer. Det vil hverken Venstre eller Socialdemokratiet love. Til gengæld kom sidstnævntes formand for første gang demonstranterne et skridt nærmere, da hun holdt tale for dem i København.

- Jeg kan ikke fra den ene dag til den anden sikre en voksen til seks børn i børnehaven og en voksen til tre børn i vuggestuen, men jeg er klar til at arbejde sammen med kommunerne om en aftale, sagde hun.

Her kan du læse mere om, hvordan partierne stiller sig over for minimumsnormeringer, og hvorfor det kan blive en udfordring.

Men det er ikke kun minimumsnomeringer, der skiller os ad. For skal grænsehegnet blive, og skal der klimaafgifter på vores flyrejser?

Det ser 23-årige Omar Balawi og 79-årige Kurt Kjerrumgaard helt forskelligt på, men ligesom 1.486 andre danskere mødtes de for at være Uenige Sammen som en del af et DR-eksperiment.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre, startede sin dag i Qasims barbershop i Vollsmose, hvor han hellere vil tale om iværksætteri end integration. Du kan se mere om Qasim og hans forretning her.

Dagen sluttede af i en duel mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, hvor der blev debatteret minimumsnomeringer, klima og skattelettelser.

Der sker i morgen:

  • Kl. 10 præsenterer Alternativet et trafikudspil på Christiansborg.

  • Kl. 12 kommer Kristian Thulesan Dahl (DF) forbi Musikchefen på P3 og deler sin playliste med lytterne.

  • Kl. 15 bytter Mette Frederiksen (S) tøj til Nordvest Fællesskabets Tøjbyttemarked.

  • Kl. 20 sender DR den sidste partilederrunde på kanalen, når der er Demokratiets aften.

Facebook
Twitter