Venstre er klar til at fjerne uddannelsesloftet

Partiet har dog ikke fundet de 300 millioner kroner om året, det koster, når studerende tager flere videregående uddannelser.

Venstre er klar til at fjerne det omstridte uddannelsesloft, de selv har været med til at vedtage.

Det siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

Loven, der blev indført i 2016 og senere justeret, begrænser muligheden for at tage mere end en uddannelse på samme niveau.

Ifølge ministeren er de grundlæggende tanker bag loftet rigtige, men det begrænser fleksibiliteten i uddannelsessystemet.

- Vi kan mærke, at det går mod vores overordnede tanker om uddannelsessystemet, der skal være fleksibelt. Uddannelsesloftet bliver af de studerende set som, at de ikke må træffe forkerte valg og lave fejl. Det går fuldstændigt imod det, som vi gerne vil med uddannelsessystemet, siger Tommy Ahlers.

Flertal for af afskaffe loftet

Uddannelsesloftet blev vedtaget i 2016 af regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Siden har uddannelsesloftet mødt stor kritik fra blandt andet de studerende selv. Over 50.000 skrev under på et borgerforslag om at afskaffe loftet - det blev dog stemt ned i Folketinget.

På sidste års folkemøde på Bornholm meddelte Mette Frederiksen (S), at Socialdemokratiet havde ændret kurs og nu også ønskede at afskaffe uddannelsesloftet. Resten af rød blok deler den holdning, ligesom også Liberal Alliance ønsker loftet fjernet.

- Vi konstaterer, at der tegner sig et flertal for at afskaffe det. Og det vil vi ikke være i vejen for, siger Tommy Ahlers.

Venstre har ikke skrevet en afskaffelse af uddannelsesloftet ind i partiets økonomiske plan og har derfor heller ikke nogen finansiering.

Ifølge Tommy Ahlers koster en afskaffelse af uddannelsesloftet 300 millioner kroner om året.

Venstre er åben over for forslag, der kan finansiere en afskaffelse, men det skal være uden hævelse af skatterne, pointerer uddannelses- og forskningsministeren.

V: ikke en gratis omgang

Er det ikke en gratis omgang, når I siger, at det er I med på, men I vil ikke selv finde pengene til at finansiere det?

- Nej. Det ville være en gratis omgang, hvis vi sagde ”den er vi med på, og finansieringen skal vi nok finde ud af”, men vi siger klart, at i vores økonomiske plan har vi ikke fundet finansiering til det. Der har vi i stedet fundet penge til, at vi stopper omprioriteringsbidraget to år tidligere end planen. Det er den måde, vi har prioriteret på.

- Nu kan vi se, mange gerne vil afskaffe uddannelsesloftet – og det kan vi godt følge det principielle i, og derfor kan vi godt gå med til at afskaffe det.

Det lyder som om, I reagerer på et nyt flertal – men flertallet har været der siden sidste sommer?

- Vi har brugt tiden på at lave vores planer og se, hvad er vores prioriteter, når vi snakker uddannelsespolitik – og der er vores at stoppe omprioriteringsbidraget. Og selvfølgelig, nu står vi en valgkamp, og vi kan klart sige, hvad vi mener – og det er, at vi gerne sætter os ned og forhandler. Vi har forsvaret det, men jeg kan mærke derude, når jeg taler med de studerende, at det har lagt sig som en dyne, at man ikke må træffe nogle forkerte valg – og det må man altså godt. Derfor siger vi nu, vi er med på afskaffe det.

Men det har du først opdaget under valgkampen eller?

- Nej, det er en diskussion, vi har haft løbende. Men vi har prioriteret at afskaffe omprioriteringsbidraget højere.

Det er jo ikke særligt længe siden, I har fremlagt jeres økonomiske plan. Er du blevet klogere siden?

- Nej, det kommer nu, fordi Liberal Alliance kommer med en helt klar plan omkring et ungeudspil, hvor de gentager deres holdning til det her. Så er vi blevet spurgt, hvad vi synes, og der siger vi, at vi gerne vil forhandle om det her og være med til at afskaffe det.

Facebook
Twitter