Et obligatorisk digitalt forløb på en halv time skal tvinge skilsmisseforældre til at tænke over, hvordan en skilsmisse ser ud fra barnets perspektiv, og hvordan man kommunikerer med sin tidligere partner.
Det skriver Politiken.
Forløbet hedder Samarbejde Efter Skilsmisse (SES) og bliver et krav til forældre, som søger om skilsmisse fra 1. april 2019.
Er forløbet ikke gennemført, vil man ikke kunne blive skilt.
Forløbet bygger på en allerede testet digital platform, som er udviklet af forskere fra Københavns Universitet.
- Indholdet er det forskningsmæssige bedste bud på, hvad skilsmisseforældre har brug for, forklarer psykolog og afdelingsleder på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Gert Martin Hald til Politiken.
Den digitale platform er testet i et randomiseret kontrolleret forsøg i samarbejde med Statsforvaltningen.
Psykolog: Skilsmisseforældre får det bedre
De 2.600 deltagere blev målt på en række parametre før og efter de brugte modulerne, blandt andet stress, depression og fravær fra arbejdet.
Forskningsresultaterne er ikke tjekket på den måde, en offentliggørelse i et videnskabeligt tidsskrift fører til.
Men Gert Martin Hald forklarer, at skilsmisseforældre, som har brugt SES, får det bedre på 12 ud af 14 parametre.
De rapporterer blandt andet færre angst- og depressionssymptomer. På de fleste parametre er der tale om "stor signifikant effekt".
Desuden har kontrolgruppen knap ti syge- og fraværsdage fra arbejde, mens interventionsgruppen har godt fem dage.
Slut med at blive skilt med det samme
Det digitale forløb er del af den skilsmisseaftale et enigt Folketing indgik i marts.
Den indebærer blandt andet, at forældre fremover ikke længere kan blive skilt med det samme, men skal gennem en ’refleksionsperiode’ på tre måneder.
Det er i denne periode, de skal gennemgå det digitale forløb.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) glæder sig over, at indholdet i refleksionsperioden kommer fra et forskningsprojekt, der er gode erfaringer med.
- Næsten alle kender en skilsmisse, som er kørt af sporet. Hvor forældrene ikke taler sammen eller taler dårligt sammen, og det går ud over barnets trivsel og er en risikofaktor i forhold til, om et barn klarer sig godt, siger hun til Politiken.
Ministeren vil "gerne omfavne, hvis nogle tænker sig om i refleksionsperioden og ikke bliver skilt", men hun fremhæver, at programmet ikke er "formynderisk", men giver anledning til refleksion.
/ritzau/