Forhandlinger om mere genåbning er i gang: Flere partier vil have børnene helt tilbage i skole

Både blå og røde partier vil have børnene tilbage i skole.

At få alle børn tilbage i skole på fuld tid er et af de forslag, partilederne forhandler om i dag. Arkivfoto. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Her til aften forhandler Folketingets partier om, hvordan næste del af genåbningen af samfundet skal se ud.

Til de forhandlinger er flere partiledere mødt op med et krav om, at alle elever skal tilbage i skole - indendørs - på fuld tid. For det går så godt med smittetallene, at det er på høje tid.

- Det vigtigste for os er fortsat at få børnene tilbage i skole fuldt og helt. De skal have deres liv tilbage, sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, eksempelvis på vej ind til forhandlingerne.

Lige nu er det sådan, at eleverne i 5. til 8. klasse må være i skole hver anden uge, mens 9. og 10. klasse må have undervisning indendørs 80 procent af tiden.

Men det skal der altså skrues op for, mener de fleste af partilederne.

- Jeg kan ikke forestille mig, at vi lander nogle genåbningsforhandlinger, uden at eleverne i 5. til 8. klasse kommer tilbage i skole, sagde SF's Pia Olsen Dyhr.

Jakob Ellemann-Jensen (V) havde fuld åbning af skolerne øverst på listen, da han mødte op til genåbningsforhandlinger. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Samme toner lød fra formændene for både De Radikale, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative.

Skal man så droppe noget andet?

Kravet om at få åbnet skolerne helt samler altså flere af partierne i både rød og blå blok. Til gengæld er de rygende uenige om, om det kan blive nødvendigt at droppe andre dele af genåbningen for at få børnene i skole igen.

Både SF og De Radikale melder sig nemlig klar til at droppe nogle af de andre dele af genåbningen, der ellers er planlagt, hvis det er nødvendigt.

- Det er jeg villig til. Børn og unge er ikke underlagt, at man for eksempel åbner for spillestederne. Og for os står børnene højest, siger SF's Pia Olsen Dyhr.

Om det er nødvendigt at droppe andre dele af genåbningen for at få børnene i skole må være op til en vurdering fra sundhedsmyndighederne, lyder det fra de to partier.

Men i blå blok ryster partilederne på hovedet af den melding.

- Det kræver ikke, at noget bliver pillet ud. Overhovedet. Det kræver kun, at vi har mod og mandshjerte til at sende vores børn tilbage, for det trænger de til, siger Venstres Jakob Ellemann-Jensen.

Også De Konservatives Søren Pape Poulsen afviser blankt, at det kan komme på tale at ændre i de ting, der allerede er aftalt i genåbningsaftalen.

Søren Pape Poulsen (K) ved ankomsten til forhandlingerne. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

- Fuldstændig uacceptabelt. Vi har lavet en aftale, og den står jeg ved.

- De her børn er i forvejen i skole hver anden uge. De ser hinanden, de ses i fritiden. Hvordan kan det så være et problem, at de er i skole? Nu skal vi også ud af den boble her. Vi skal bruge den sunde fornuft, og så få de unger tilbage i skole, siger han.

Vil øge smitterisikoen

Partilederne mødtes til forhandlinger klokken 17, og det vides ikke, hvor længe forhandlingerne fortsætter. Med til forhandlingerne er de partier, der stod bag den seneste aftale om genåbning.

Inden forhandlingerne har partilederne fået tilsendt dokumenter med sundhedsfaglige vurderinger af forskellige forslag. Her fremgår det af den sundhedsfaglige vurdering, at risikoen ved en genåbning med 100 procent fremmøde i afgangsklasser i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelserne og 5.-8. klasser vil være ”middel” til ”høj”.

Det betyder, at lempelsen vil have en middel til høj risiko for at øge smitteudbredelsen.

Det er altså et scenarie, der ikke kun gælder for grundskolerne, men også for eksempelvis ungdomsuddannelserne. Der er ikke en selvstændig vurdering af kun at åbne helt for grundskolerne.

Man forventer desuden, at der vil være flere ”afledte effekter” af at åbne i og med, at en større genåbning af skoler også vil føre til øget aktivitet udenfor skoletiden.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk