Forklaring om ubrugelige respiratorer til Italien forvirrer: Hvorfor tager ministeren æren, men ikke ansvaret?

Kritikken af udenrigsministerens tilbud til Italien er ikke blevet mindre af ministerens forklaring.

Italien har takket nej til det danske tilbud om respiratorer, der ikke kan bruges til behandling af coronapatienter. (Foto: Neil hall © Scanpix)

Forklaringen fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) om at tilbyde respiratorer, der ikke kan bruges til at behandle coronapatienter, har skabt mere forvirring og rejst flere spørgsmål, end den har givet svar.

Sådan lyder det fra ordførere fra Radikale Venstre, Venstre og Dansk Folkeparti, efter at ministeren i et interview med P1 Morgen har forklaret sig om sagen.

- Man må undre sig over, at hvis det er udenrigsministeren, der er ansvarlig for at få sendt det her afsted, så skulle man da også tro, at ministeren ved, hvad pakken indeholdt, og at det var noget, man vidste, at italienerne kunne bruge, siger udenrigsordfører for Radikale Venstre, Martin Lidegaard, og tilføjer:

- Hvis det ikke er ministeren, der har ansvaret for valg af pakke, og hvad det kan bruges til, hvorfor er det så ham, der går på skærmen og tager ansvaret for det i første omgang?

Jeppe Kofod kaldte det en 'solid håndsrækning og en bred vifte af bidrag', da Danmark tilbød det hårdt trængte Italien et bidrag bestående af 15-20 gamle nødrespiratorer fra Forsvaret, der er for simple til at blive brugt til behandling af patienter med Covid-19.

Selvom Italien har takket nej til dem, fortryder ministeren ikke sit ordvalg og understreger, at han ikke har ekspertisen til at vide, at respiratorerne ikke kunne bruges.

- Det, jeg har ansvar for, er at formidle samarbejdet og tilbud mellem myndigheder. Jeg er ikke tekniker, jeg er en, der formidler samarbejde mellem myndigheder, siger Jeppe Kofod i dag til P1 Morgen.

Ikke en solid håndsrækning

Jan E. Jørgensen, EU-ordfører for Venstre, har længe kritiseret den danske regerings håndtering af Italiens råb om hjælp. Han blev heller ikke meget klogere af udenrigsministerens forklaring.

- Vi fik ikke svar på, hvorfor man valgte at sende nogle respiratorer afsted, som man ikke kan bruge til at behandle Covid-19-patienter med, og Jeppe Kofod stod fast på, at det er en solid håndsrækning, og at det er en bred vifte af tiltag.

- Det var jo ikke nogen af delene, siger Jan E. Jørgensen.

Hånden var i hvert fald ikke stærk nok til, at Italien turde gribe den for at redde liv.

Italien havde ellers rettet et brev direkte til udenrigsminister Jeppe Kofod den 1. april, hvor de italienske myndigheder bad om hjælp, mens læger på landets hospitaler måtte lade folk dø, fordi der manglede respiratorer.

En uge senere kom tilbuddet fra Danmark: 15-20 af Forsvarets respiratorer, et ubemandet felthospital og 7,5 millioner kroner til italiensk Røde Kors. Det er kun sidstnævnte, Italien har taget imod.

  • Coronapatient på intensiv afdeling i Cremona Italien 19. marts 2020. (Foto: FLAVIO LO SCALZO © Scanpix)
  • Læger og sgeplejesker kæmper mod Covid-19 på et hospital i Milano 27. marts 2020. (Foto: FLAVIO LO SCALZO © Scanpix)
  • Sundhedspersonale på et hospital i Varese 9. april. (Foto: FLAVIO LO SCALZO © Scanpix)
  • Et hold cubanske læger ankommer 22. marts til Italien for at hjælpe landet i kampen mod Covid-19. (Foto: DANIELE MASCOLO © Scanpix)
  • 7. april ankommer store mængder værnemidler fra Kina. (Foto: ALESSANDRO GAROFALO © Scanpix)
  • Ansigtsmasker fra Serbien på vej til Italien 25. april med fly. (Foto: MARKO DJURICA © Scanpix)
1 / 6

Ministerens forklaring har heller ikke fået Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, til at bløde op.

- Jeg er stadig flov over, at vi har en minister, der reagerer på den måde, siger hun og tilføjer:

- Det er også grunden til, at jeg er med til at kalde ministeren i samråd, for vi må da høre lidt mere om, hvilke tanker ministeren har gjort sig, hvem han har konfereret det her med, og hvem der faktisk har fundet på, at man ville sende det her afsted som hjælp til italienerne.

Hun undrer sig samtidig over, at ministeren ikke tidligere har fået afklaret, hvad respiratorerne kunne bruges til.

- Han står jo ikke alene. Der må være utroligt mange embedsmænd omkring både i Sundhedsministeriet, Forsvarsministeriet og i Udenrigsministeriet, der ved, hvad det her kan bruges til, siger hun.

Forløbet har heller ikke ligefrem gjort Martin Lidegaard stolt.

- Jeg synes, at det her har været et rigtig dårligt forløb. Jeg synes, at Danmark kom for sent afsted, kom afsted med det forkerte, og at det stiller vores land i et rigtig kedeligt lys i dag, siger han.

Vil have svar den 20. maj

Den 23. april takkede Italien i en telefonsamtale med Forsvarsministeriet nej tak til respiratorerne og til felthospitalet.

Samme dag har de danske regioner besluttet, at hospitalerne herhjemme kan undvære ikke bare 10-13 respiratorer, men også sundhedspersonale, der frivilligt vælger at tage til Italien.

- Det undrer mig rigtig meget, at regionerne nu melder, at de har udstyr til overs, som Italien kunne låne. Altså moderne udstyr, der kan bruges til coronapatienter. Hvorfor i alverden fik man så ikke sendt det afsted i første omgang?, lyder det fra Martin Lidegaard.

Men ministeren fremhæver, at det var det muliges kunst, at vi på det tidspunkt stod ved foden af epidemien i Danmark, og vi anede ikke, hvordan det ville udvikle sig på de danske sygehuse. Hvordan skulle han have vidst det på det tidspunkt?

- Mit spørgsmål er, om man havde spurgt regionerne på det tidspunkt, og hvad er grunden til, at man ikke sikrede sig, at det udstyr, man sendte afsted, var moderne udstyr, der kunne bruges?

Enslydende er meldingen fra Jan E. Jørgensen, der stadig har flere spørgsmål til ministeren, der skal i samråd den 20. maj:

- Jeg mangler stadig at få svar på, hvem der træffer beslutning om at sende noget ubrugeligt udstyr afsted til Italien? Hvorfor sådan en beslutning bliver truffet.

- Og så det vigtigste: Er der noget, vi kan hjælpe Italien med nu? Og hvad gør vi for at forhindre, at en tilsvarende situation opstår på et andet tidspunkt?

FacebookTwitter