Forlod V, K og LA - nu er de hos Nye Borgerlige: 'Skeen skal over i den anden hånd nu'

Udlændingepolitikken trækker, mens strategi med tre ufravigelige krav til Løkke mest er facon, lyder det fra Nye Borgerliges medlemmer.

Der er mange stående klapsalver ved Nye Borgerliges årsmøde, der afholdes i DGI-Huset i Vejle. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Nye Borgerlige kan få stor betydning for dannelsen af en borgerlig regering, hvis partiet vælges ind i Folketinget.

I den seneste Epinion-måling lavet for DR Nyheder ser det langt fra umuligt ud - her står Nye Borgerlige til at få seks mandater.

Men hvad er det egentlig, der trækker vælgerne ind i folden hos højrefløjspartiet? Og er det rigtigt at true med at trække støtten til Lars Løkke Rasmussen, hvis han ikke kan leve op til hårde krav på udlændingeområdet?

DR Nyheder har spurgt fem medlemmer af Nye Borgerlige på årsmødet i Vejle:

Hans Jørgen Hansen, fra Frederikssund:

Har du været medlem af et andet parti før?

- For år tilbage var jeg medlem af De Konservative – faktisk i hele 30 år. Men De Konservative er slet ikke fulgt med tiden. De er faldet bagud og adresserer ikke nutidens udfordringer. I dag kan Nye Borgerlige det, som De Konservative kunne en gang.

Hvorfor er du aktiv i Nye Borgerlige?

- Fordi EU ikke skal tage vores land fra os. Beslutninger skal træffes tæt på borgerne, og hvis der er noget, der går i den forkerte vej, så er det, at vi lader dem træffe beslutninger nede i Bruxelles, som skal gælde ovre i Hvide Sande. De træffer nogle mærkværdige beslutninger, og det er ikke den rigtige vej at gå. Vi skal handle sammen, men vi skal ikke ud i en statsdannelse.

Hvem vil du helst have som statsminister – Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen?

- Vi er et borgerligt parti, og derfor er Lars Løkke Rasmussen det eneste bud, selvom vi på mange måder er meget mere borgerlige end det, vi ser fra den borgerlige blok i dag.

Hvilket afgørende aftryk skal Nye Borgerlige sætte, hvis I kommer i Folketinget efter næste valg?

- Der er ikke nogle, der er så naive at tro, at Nye Borgerlige får et flertal, så vi bare kan gennemføre vores politik. Men det kan også være, at de fem-seks mandater, vi får, bliver tungen på vægtskålen, og så får man magt. Så skal vi få mere styr på Danmark og de danske grænser, så vi ved, hvem vi har i landet. Og så skal vi have fakta på bordet i EU-debatten, for der er alternativer til EU, FN og den måde, man gør tingene på i dag.

Er det en fornuftig strategi at true med at trække støtten til Lars Løkke Rasmussen, hvis han ikke vil indfri jeres tre ufravigelige krav?

- Det er jo kommunikation og mere en facon at få opmærksomhed på. Det er noget, der fænger, og jeg ser det som en måde at få præciseret, hvad vi vil på det her område (udlændingeområdet, red.) For det er altså vores hovedområde. Vi skal have styr på den del, men ufravigeligt er der jo ikke noget, der er, når det kommer til stykket.

Søren Krarup, jurastuderende og medlem af forretningsudvalget i Nye Borgerliges Ungdom:

Har du været medlem af et andet parti før?

- Nej.

Hvorfor er du aktiv i Nye Borgerlige?

- Jeg er 21 år og på mange måder præget af det multikulturelle samfund i modsætning til de politikere, der sidder på Christiansborg nu. Jeg fik min politiske vækkelse, da jeg gik i gymnasiet, dengang der var terror i Paris hos Charlie Hebdo, på Bataclan, og så havde vi angrebene i Nice.

- Vi har haft terror i Bruxelles og bomber i Manchester, og Krudttønden. Det har været med til at forme mit politiske engagement. Det fik mig til at sige, at nu er det nok, og jeg må gøre en forskel.

Hvem vil du helst have som statsminister – Løkke eller Frederiksen?

- Jeg er bedøvende ligeglad. Det vigtige er den politik, der bliver ført, ikke så meget om det er Venstre eller Socialdemokratiet, der har Statsministeriet. Det vigtige er at få bremset masseindvandringen fra den muslimske verden.

Hvilket afgørende aftryk skal Nye Borgerlige sætte, hvis de kommer i Folketinget?

- Det er selvfølgelig de tre ufravigelige krav på udlændingeområdet. Jeg vil da indrømme, at også økonomisk politik og decentralisering er vigtigt, men det afgørende er at få bremset massetilstrømningen, vi stadig har fra den islamiske verden. Resten kommer i anden række.

Er det den rigtige strategi at true med at trække støtten til Løkke, hvis han ikke kan indfri jeres tre ufravigelige krav om udlændingepolitik?

- Jeg tror, det er den rigtige strategi, for det er noget, den danske befolkning bakker op om. I stedet for alle de her falske stramninger. Dansk Folkeparti har kørt en anden strategi i mange år, men de har stadig ikke løst problemet.

Lars Bertram, landmand fra Sønderborg:

Har du været medlem af et andet parti før?

- Ja, både medlem af Venstre og Liberal Alliance

Hvorfor er du aktiv i Nye Borgerlige?

- Der er behov for, at vi skal bevæge i en noget anden retning end hidtil. Skeen skal over i den anden hånd. Derfor støtter jeg Nye Borgerlige.

Hvem vil du helst have som statsminister – Løkke eller Frederiksen?

- Det skulle da helst være Lars Løkke. Han er noget tættere på Nye Borgerlige, end Mette Frederiksen er.

Hvilket afgørende aftryk skal Nye Borgerlige sætte, hvis de kommer i Folketinget?

- Vi skal have styr på det her med indvandrere. Hvis ikke vi får det, så kan alt andet være ligegyldigt. Noget andet vigtigt er afbureaukratisering, det her regeltyranni. Det er så demotiverende og tager ansvar fra den enkelte. Jeg er selv landmand, og vi har et hav af regler, og det er totalt umuligt at styre igennem.

Er det den rigtige strategi at true med at trække støtten til Løkke, hvis han ikke kan indfri jeres tre ufravigelige krav om udlændingepolitik?

- Selvfølgelig ville det ikke være godt, hvis vi fik en rød regering i stedet. Men jeg kan virkelig ikke se, at Løkke ikke skulle kunne indfri de tre krav. De er logiske og åbenlyse for enhver.

Birgitte Thorup, konsulent fra Gentofte:

Har du været medlem af et andet parti før?

- Jeg har været medlem af Venstre og Venstres Ungdom og har stillet op til kommunalbestyrelsen, da jeg var helt ung.

Hvorfor er du aktiv i Nye Borgerlige?

- Venstre er alt for svage på udlændingepolitikken. Inger Støjberg og Marcus Knuth kæmper, men resten af Venstre halter efter. Jeg kan ikke blive ved at støtte den svage udlændingepolitik. Det er hovedårsagen til, at jeg er skiftet

Hvem vil du helst have som statsminister – Løkke eller Frederiksen?

- Lars Løkke Rasmussen, hvis det skal stå mellem de to. Det er alt andet lige den mest borgerlige politik, der vil blive ført med ham.

Hvilket afgørende aftryk skal Nye Borgerlige sætte, hvis de kommer i Folketinget?

- Vi skal have stoppet den indvandring, der kommer, og det muslimske samfunds påvirkning af det danske samfund. Det kan ikke passe, at det er os, der skal tilpasse os dem her i Danmark. Vi kan hjælpe med flygtninge og migration i andre lande.

Er det den rigtige strategi at true med at trække støtten til Løkke, hvis han ikke kan indfri jeres tre ufravigelige krav om udlændingepolitik?

- Ja, for jeg vil sige, at hvis man i stedet kan få dem hos Mette Frederiksen, så ja. Fordi det er det vigtigste at få udlændingepolitikken på plads.

Jens Knudsen, bestyrelsesmedlem i vælgerforeningen Køge/Lejre:

Har du været medlem af et andet parti før?

- Jeg har aldrig været medlem af et parti. Men så kom Nye Borgerlige. Med alt det partiet står for, ramte de plet.

Hvorfor er du aktiv i Nye Borgerlige?

- Fordi, det Nye Borgerlige står for, rammer lige ind i sjælen af det, jeg mener. I virkeligheden plejer jeg at sige, at egentlig er jeg konservativ – problemet er bare, at det er De Konservative ikke længere, men Nye Borgerlige står for god, gammeldags sund fornuft.

Hvem vil du helst have som statsminister – Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen?

- Det er jo et valg mellem pest og kolera. Men det blå i mig fornægter sig ikke, så jeg vil vælge Mette Frederiksen fra. Men jeg vil heller ikke vælge Lars Løkke Rasmussen til, han er bare det valg, der så er tilbage.

Hvilket afgørende aftryk skal Nye Borgerlige sætte, hvis I kommer i Folketinget efter næste valg?

- De tre ufravigelige krav er et meget godt udgangspunkt, og så er det genfødslen af borgerlige konservatisme – den mangler i dag.

Er det en fornuftig strategi at true med at trække støtten til Lars Løkke Rasmussen, hvis han ikke vil indfri jeres tre ufravigelige krav?

- Det er jo ikke en trussel. Det er bare sådan, virkeligheden er. Man er nødt til at handle efter det, man siger, og når vi ønsker at stå ved vores tre ufravigelige krav, så er det ikke et spørgsmål om at trække en støtte, så er det et spørgsmål om ikke at give en støtte.

FacebookTwitter