Forsker: Dansk bidrag til IS-mission atypisk forsigtigt

Danmark må ufrivilligt gå ned i størrelse, hvad angår bidrag til kampen mod Islamisk Stat, siger Ole Wæver.

det er ikke manglen på politisk vilje eller efterspørgsel fra koalitionen, der er årsagen til, at Danmark ikke sender mere - eksempelvis kampfly. (Foto: DELIL SOULEIMAN © Scanpix)

Folketinget skal tirsdag tage stilling til, om der skal sendes en dansk radarstation med et personale på 30 mand, som Danmarks seneste bidrag til kampen mod Islamisk Stat.

Det bidrag vil være atypisk småt for Danmark, vurderer professor Ole Wæver fra Københavns Universitet.

- Hvis man ser på nyere dansk historie, så er det lidt atypisk, siger han.

Tidligere har Danmark ifølge Ole Wæver bidraget til lignende missioner med "overdimensionerede" bidrag i forhold til Danmarks størrelse.

Og det er ikke manglen på politisk vilje eller efterspørgsel fra koalitionen, der er årsagen til, at Danmark ikke sender mere - eksempelvis kampfly.

- Det er ikke et politisk valg. Vi har ikke kigget på operationen og sagt, at nu vil vi hellere være forsigtige. Det er ikke på samme måde som canadierne, der har skiftet kurs efter deres valg. Det er fordi, at vi ikke magter det lige nu, siger Ole Wæver.

Det betyder ikke nødvendigvis, at Danmark er fuldstændig forhindret i at deltage i internationale missioner, understreger Ole Wæver.

Regeringen har tidligere luftet idéen om, at F-16-flyene til foråret skal tilbage i aktion over Irak - og måske Syrien.

Facebook
Twitter