Forskere: Minister misbruger forskning om folkeskolen

Flere forskere har gentagne gange gjort undervisningsminister Christine Antorini (S) opmærksom på, at hun misbruger forskning til fordel for regeringens politik.

I december fremlagde regeringen sit udspil til en ny folkeskolereform. Nu mener flere forskere, at undervisningsminister Christine Antorini (S) misbruger forskningsresultater om, hvad flere undervisningstimer betyder for undervisningens resultater. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen)

Undervisningsminister Christine Antorini (S) misbruger forskning om resultater i folkeskolen til fordel for regeringens politik.

Sådan siger flere forskere nu, efter ministeren ved flere lejligheder ikke har anerkendt forskeres præmis i undersøgelserne af, hvor vidt flere timer i folkeskolen gør eleverne dygtigere.

Det skriver Folkeskolen, fagbladet for undervisere.

- Vores forskning bliver til historier, som ikke er fakta, siger Lousie Rønberg, Ph.d. stipendiat ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet (DPU).

Sammen med professor Peter Allerup og seniorforsker Jan Mejding, også fra DPU, mener hun, at Børne- og Undervisningsministeriet fejlfortolker deres forskningsresultater i debatten om folkeskolen.

Pressemeddelse blev undskyldt

S-R-SF-regeringen fremlagde i december sit udspil til en ny folkeskolereform med fokus på, at de danske børn fremover skal tilbringe flere timer i skolen.

Nogle uger senere blev ny forskning om undervisning i folkeskolen lavet af netop Louise Rønberg, Peter Allerup og Jan Mejding om publiceret. Her lød en af konklusionerne:

- Undersøgelserne viser, at antallet af undervisningstimer ikke er afgørende for elevernes præstationer – hverken når det gælder læsning eller matematik og natur/teknik.

Det fik Børne- og Undervisningsministeriet til at udsende en pressemeddelelse samme dag:

- To nye rapporter om danske elevers læsefærdigheder er blevet fejlfortolket i pressen. Timss-rapporten konkluderer, at alt andet lige vil yderligere undervisningstid lede til bedre resultater for eleverne, skrev ministeriet.

De tre forskere undrede sig meget over den udmeldnig fra ministeriet, og på et møde i ministeriet nogle dage senere i december fik forskerne en undskyldning for pressemeddelelsens ordlyd.

Grund til at være sur

Men på et samråd i januar, hvor ministeren var indkaldt af Liberal Alliance, argumenterede Christine Antorini igen for, at forskning viser, 'flere timer alt andet lige giver bedre resultater'.

- Det, der skuffer mig mest, er, at Christine Antorini bare kører videre i den samme skure. Første gang var det måske uskyldigt, fordi man ikke havde sat sig ind i tingene. Men anden gang var det ikke uskyldigt, siger Jan Mejding.

Hans kollega Peter Allerup mener, der er god grund til at være sur.

- Surheden går på, at vi jo plejer at skulle sige tingene på et forskningsmæssig ordentligt grundlag. Når folk misbruger vores udsagn, så bliver man sur, siger Peter Allerup.

Afviser kritikken

Undervisningsminister Christine Antorini mener ikke, at hun eller ministeriet har omtalt forskningsresultater forkert.

- Det er fuldstændig rigtigt, at flere timer i sig selv er ikke svaret. Det handler om, at man skal have flere timer - men flere timer af en høj kvalitet. Det, vi har slået fast, og som jeg også gang på gang har slået fast i samrådet, er, at det lige præcis er kombinationen af flere og bedre timer, det gør det, siger Christine Antorini.