Forskere: Ministre bør sidde på bænken, før de kan blive lobbyister

Det rejser store principielle spørgsmål, at man i Danmark kan være minister den ene dag og lobbyist den næste, mener to forskere.

Det er en fordel, at jeg kommer med en viden og erfaring som toppolitiker, svarer kommende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, til forskeres kritik. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Brian Mikkelsens afskedsaudiens som erhvervsminister på Amalienborg er overstået, og nu kan han smøge ærmerne op og begynde sit nye arbejde som administrerende direktør for lobbyorganisationen Dansk Erhverv.

Hans karriereskift fra erhvervets minister til erhvervets cheflobbyist har ikke alene vakt kritik fra politiske modstandere på Christiansborg - det vækker også bekymring hos to forskere på området.

Det er nemlig dybt problematisk, at man kan tjene to så vidt forskellige interesser fra den ene dag til den anden, mener Mark Blach-Ørsten, der er professor og forsker i lobbyisme ved Roskilde Universitet:

- Set fra politikernes side er det en måde at sikre sig en videre karriere efter politik. Men set i et demokratisk perspektiv er det meget problematisk, at man kan gå gennem den gyldne svingdør, hvor man om formiddagen tjener det offentlige og om eftermiddagen tjener det private erhvervsliv. De to interesser er jo vidt forskellige, siger han.

Et skifte direkte fra et ministerium til en lobbyvirksomhed rejser helt principielle spørgsmål, istemmer professor emeritus i politisk økonomi Ove Kaj Pedersen, der har forsket i lobbyisme ved Copenhagen Business School:

- Der må under ingen omstændigheder kunne sættes spørgsmålstegn ved, om ministeren har anvendt sin ministerposition til at varetage sine egne interesser, siger han og betoner samtidig, at der ikke er nogen beviser mod Brian Mikkelsen.

- Men når man går direkte fra at være minister til at blive direktør inden for sit eget område, er det naturligt at sætte spørgsmålstegn ved, om der sker sammenfald af interesser. For det må under ingen omstændigheder ske inden for den demokratiske og parlamentariske tradition, vi har, tilføjer Ove Kaj Pedersen.

Flere eks-politikere bliver lobbyister

Brian Mikkelsen er langt fra den eneste politiker, der har taget springet fra politik til lobbyisme. Så sent som i april skiftede Maria Reumert Gjerding posten som Enhedslistens miljøordfører ud med posten som præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Et skifte, der i Ove Kaj Pedersens optik rejser de samme principielle spørgsmål som i Brian Mikkelsens tilfælde.

- Det er relativt nyt, at problemstillingen overhovedet opstår i Danmark. Vi har ikke nogen lang tradition for, at ministre går direkte fra ministerposten ud i en privat ansættelse i en virksomhed eller interesseorganisation, siger Ove Kaj Pedersen.

Efterspørgslen på medarbejdere, der kender den politiske proces indefra, har gjort lobbyisme til et hurtigt voksende jobmarked for ekspolitikere, viser en undersøgelse fra februar publiceret i fagtidsskriftet Økonomi & Politik.

Mellem 1987 og 2001 blev der ansat 35 politikere i job med lobbyindhold, mens antallet af ansættelser ligger på 63 mellem 2001 og 2015. Det er en stigning på 80 procent.

Både Mark Blach-Ørsten og Ove Kaj Pedersen peger på, at mange andre EU-lande har indført regler for politikeres jobskifte, og begge forskere opfordrer de danske politikere til at følge trop.

- En del andre lande har indført karensperioder, som gør det umuligt for ministre at gøre lige præcis det, Brian Mikkelsen har gjort. Man bliver typisk sat på bænken et år eller to, før man må beskæftige sig med noget, der ligger umiddelbart inden for det område, man som minister har beskæftiget sig med, siger Mark Blach-Ørsten.

Brian Mikkelsen afviser kritik

Brian Mikkelsen kan ikke selv se problemet i sit jobskifte.

Han ser det tværtimod som en stor fordel, at han skifter jobbet som erhvervsminister ud med et chefjob inden for samme område.

- Det er godt, at man ved, hvad man snakker om, og jeg ved, hvad jeg snakker om, når det handler om dansk erhvervsliv. Så jeg synes, det er en kvalifikation, at jeg kommer med en viden og erfaring som toppolitiker, siger Brian Mikkelsen.

Men kan du forstå, at der er nogen, der tænker, at du kan have viden fra regeringen, du kan bruge i dit nye job - og at det ikke er så hensigtsmæssigt?

- Det heldige er, at alle folketingspartier gerne vil erhvervslivet – for det er jo erhvervslivet, der skaber job og finansierer vores velfærdssamfund. Så der er ikke nogen modstridende interesser der, understreger den kommende direktør i Dansk Erhverv.

Facebook
Twitter