Forsvaret aner ikke, hvad der er sket med 360 fanger i Irak

Under Irak-krigen tog Danmark mindst 567 fanger. Forsvaret ved ikke, hvad der er sket med 360 af dem.

Forsvaret ved ikke, hvad der er sket med 360 af de i alt 567 personer, der blev tilbageholdt i Irak. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Forsvaret kan ifølge Information og Radio24syv ikke redegøre for, hvad der er sket med seks ud af ti fanger, som Danmark tilbageholdte under Irak-krigen.

Det viser dokumenter fra Forsvaret, som Radio24syv har fået aktindsigt i og gennemgået med Information.

Ifølge dokumenterne tog Danmark mindst 567 fanger under krigen, men trods en omfattende undersøgelse ved Forsvaret ikke, hvad der er sket med 360 af fangerne.

Ingen styr på fangerne

Oberst Lars R. Møller, der var chef for Internationale Operationer i Forsvarskommandoen, mens fangeredegørelsen blev udarbejdet, bekræfter, at Forsvaret ikke havde styr på fangerne i Irak.

- Vi havde ikke en skid styr på registreringen, siger han.

- Det var først langt senere, i Afghanistan, at vi blev gode til at registrere alle fanger og bevare det fulde overblik.

Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty er overrasket over de nye oplysninger.

- Det er rystende, at Forsvaret havde så lidt styr på fangerne. Det kan jo dække over en lang række modbydeligheder i et land som Irak, siger han til Radio24syv og Information.

/ritzau/