Forsvarschefen: Danske soldater filmede i Irak

Det er overvejende sandsynligt, at det er danske soldater, som har filmet i Irak i 2004.

- Men jeg må jo forholde mig til, og jeg tror, vi alle sammen har set, at der er videoklip, så jeg vil antage, at det er helt overvejende sandsynligt, at det er danske soldater, der har gjort det, siger forsvarschef Peter Bartram.

Trods en længere undersøgelse af sagen kan forsvarschef Peter Bartram fortsat ikke svare på, hvorfor danske soldater filmede under den såkaldte Operation Green Desert under Irak-krigen i 2004.

Han siger, at det er "overvejende sandsynligt", at det var danske soldater, som stod bag et omstridt filmklip, der kom frem sidste år, men hvad der er op og ned på sagen, er fortsat uklart.

- Vi har egentligt ikke fundet beviser på, at danske soldater har filmet det. Vi har gennemgået materialet, og der har ikke været befalinger, der viser, at nu skal vi ud at optage. Der er ikke nogle eksempler på, at cheferne har vidst, at der blev optaget.

Overvejende sandsynligt

- Men jeg må jo forholde mig til, og jeg tror, vi alle sammen har set, at der er videoklip, så jeg vil antage, at det er helt overvejende sandsynligt, at det er danske soldater, der har gjort det, siger Peter Bartram.

Torsdag afleverede han en redegørelse om sagen til forsvarsminister Nick Hækkerup (S). I redegørelsen fremgår det, at der var kameraudstyr i Irak, at soldater var uddannet i at bruge udstyret, og at disse soldater var med i den pågældende operation.

Der er dog ikke fundet ordrer om eller givet tilladelse til at bruge videoudstyret, men forsvaret kan ikke afvise, at der kan være udarbejdet en "lokal instruks, plan, huskeliste eller andet", der har initieret optagelserne.

Ikke en skuffe med film

- Der er ikke noget i det, jeg har fundet, der sandsynliggør, at her har vi altså en skuffe med film. Vi har ikke fundet nogle film overhovedet, siger Peter Bartram.

Når forsvaret er blevet spurgt om, om der blev filmet i Irak, har man svaret nej. Hvilket altså har vist sig at være forkert. Hvem der har ansvaret for, at oplysningerne ikke er gået videre i systemet tager redegørelsen dog ikke hensyn til.

Større klarhed

- Det har imidlertid ikke været en del af arbejdsgruppens opgave at fastlægge et ansvar for, da der var blevet afgivet ukorrekte eller mangelfulde oplysninger.

- Dette forhold indgår i den undersøgelse, som Forsvarets Auditørkorps gennemfører, står der i redegørelsen.

Forsvaret vil fremadrettet sørge for "at der skabes endnu større klarhed omkring brug og arkivering af lyd og bileder", da det er blevet en integreret del af de internationale operationer.

/ritzau/

Facebook
Twitter